Cyklistforbundet vil have gratis ladestandere til elcykler

Det vil blive mere populært at tage på cykeltur i Danmark, hvis elcyklen kan blive ladt op undervejs på ruten, vurderer Cyklistforbundet og foreningen Dansk Cykelturisme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rundt om på gader, torve og tankstationer dukker der flere og flere ladestandere op til elbiler.

Men der bør også være ladestandere til elcykler, lyder det nu fra flere sider. Det kan nemlig få flere til at cykle selv halvlange distancer.

- Det ville kunne få en del pendlere til at se, at det faktisk er muligt at tage cyklen fremfor bilen. Og så vil det kunne give et kæmpe boost til cyklelturismen, hvis feriegæster vidste, at de kunne få ladet batterierne op undervejs på ruten, siger direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam.

- Det kan som cykelturist godt virke ubelejligt at spørge, om man må låne en stikkontakt i et supermarked eller på en restaurant, så hvis de bare var frit tilgængelig, så ville flere nok vælge den her grønne ferieform, siger Klaus Bondam.

quote Når staten støtter opsætningen af ladestandere til biler med 50 millioner, så ville det være oplagt lige at lave et stik til cyklerne også

Klaus Bondam, formand for Cyklistforbundet

Et bredt politisk flertal har i foråret afsat en pulje på 49,9 millioner kroner til udbredelsen af ladestandere til elbiler, og Cyklistforbundet mener, at man i samme ombæring bør tænke elcyklerne ind.

- Det er jo i bund og grund bare en helt almindelig stikkontakt, vi cyklister har brug for. Når man alligevel er i gang med ladestandere, så koster det jo ikke meget også at lave sådan en, siger Klaus Bondam fra Cyklistforbundet, der sammen med Dansk Cykelturisme har sendt et høringsbrev med ønsket til Vejdirektoratet.

Man skal vide hvor de står

Cyklistforbundet mener, at der er mange oplagte steder, man kan stille ladestanderne til cykler.

- Det vigtige er, at vi cyklister ved, hvor de er, så vi har vished om, at vi kan få ladet op, når vi kommer omkring på længere ture, siger Klaus Bondam.

quote Hvis folk for alvor skal til at holde cykelferie i Danmark, så er ladestandere en af de ting der skal til

Klaus Bondam, formand for Cyklistforbundet

Han foreslår selv, at de kunne opstilles samme steder som ladestandere står til biler, på tankstationer, ved rådhuse, på togstationer eller hos supermarkeder.

- Hvis det bliver letgenkendeligt og lettilgængeligt, så vil folk altså i stigende grad tage den her grønne transportform til sig, siger han.

Jes Hansen cykler langt
Læs også
Elcykler vinder frem – Rådet for Sikker Trafik advarer mod at tune cyklerne
Jes Hansen cykler langt
Læs også
Elcykler vinder frem – Rådet for Sikker Trafik advarer mod at tune cyklerne

I høringssvaret til Vejdirektoratet fremhæver de to foreninger også, at flere private arbejdspladser bør opsætte ladestandere ved deres cykelparkering.

- Hvis pendlercyklisten også får mulighed for at oplade batteriet på arbejdspladsen trygt og sikkert i forbindelse med cykelparkeringen, vil incitamentet til at pendle langt på el- eller speedcykel endvidere blive styrket, skriver de i deres fælles høringssvar.

Ladestandere er allerede opsat i udlandet

Der er opstillet gratis elladestandere til cyklister enkelte steder i Danmark. Men de er spredt godt ud, og der findes i dag ikke et samlet sted, hvor man kan se, hvor de findes.

Læs også
Elcykler populære som aldrig før - Jes lader bilen stå og cykler 21 kilometer på job
Læs også
Elcykler populære som aldrig før - Jes lader bilen stå og cykler 21 kilometer på job

I udlandet er man flere steder længere fremme på dette punkt end i Danmark.

- I Tyskland findes der allerede en del offentlige elladestandere, og det er da klart, at det bør vi også få i Danmark, siger Klaus Bondam.

Artiklen fortsætter under billedet.

I tyske Düsseldorf har denne gratis ladestander til elcykler stået på en parkeringsplads foran et supermarked siden 2015.
I tyske Düsseldorf har denne gratis ladestander til elcykler stået på en parkeringsplads foran et supermarked siden 2015. Foto: Patrik Stollarz/AFP/Ritzau Scanpix

De fleste elcykler kan køre 50-60 kilometer på en opladning, og hvis batteriet et kørt helt i bund, tager det omkring en time at lade det helt op.

- Hvis folk for alvor skal til at holde cykelferie i Danmark, så er ladestandere en af de ting, der skal til, siger Klaus Bondam.


Nyhedsoverblik