Nye programmer: Kom tættere på med Mads og Sille

Sille Roulund og Mads Gudiksen er værter på nye programmer alle hverdage kl. 19.45. Programmet Mad med Mads og David vender også tilbage hver fredag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tæt på Naturen, tæt på borgmestrene, tæt på campinglivet og tæt på vores fødevarer. En række nye programmer på TV2 ØST vil gå helt tæt på livet i vores region.

Efter en pause på TV2 ØST's egen kanal, vender Sille Roulund og Mads Gudiksen tilbage med reportager fra regionen, men denne gang foregår det primært i hoved-udsendelserne på TV2.

- Det er en fantastisk mulighed for at give lidt mere tid til oplevelser og mere tid til samtalen, fortæller Vagn Petersen, direktør på TV2 ØST.

- Vi vil gerne give folk muligheden for både at få de skarpe regionale nyheder og bagefter komme lidt tættere på livet og menneskene i vores område. Og det kan vi, når vi på denne her måde deler vores store udsendelse på TV2 op i to dele - Nyhederne og Tæt På magasinerne.

Tæt På - alle hverdage kl. 19.45

Mandag

- Køretur med Borgmesteren

Tirsdag

-  Campingliv

Onsdag

- Ud i Naturen

Torsdag

- Hvor kommer maden fra?

Fredag

- Mad med Mads og David

 

Læs mere her

Alle hverdage kl. 19.45

Efter de regionale nyheder fra TV2 ØST kl. 19.30, vil Tæt På-magasinerne på knap ti minutter blive sendt alle hverdage kl. 19.45.

Også det populære madprogram Mad med Mads og David, vender tilbage hver fredag aften. Det begynder også 19.45, men kokken og køkkenskriveren kan ikke nøjes med de ti minutter, der er plads til i vinduet på TV2. Vil man derfor have det hele med, skal man huske at se programmet på TV2 ØST's egen kanal.

Også den kendte vært Sille Roulund er tilbage på skærmen efter en periode bag kameraet.

- Jeg har glædet mig sådan til at komme igang, fortæller Sille Roulund, mens hun lægger sidste hånd på redigeringen af et af de nye programmer fra regionens campingpladser.

- Det er så dejligt at komme ud og møde folk og ud i vores smukke område, fortsætter hun.

Køretur med Borgmesteren

Hver mandag kører Mads Gudiksen en tur i sin bil med en af borgmestrene i vores område. Den første er Thomas Adelskov (S) fra Odsherred Kommune, der bliver samlet op hjemme i parcelhuset i Nykøbing Sjælland, der også er borgmesterens barndomshjem. Og så går turen både gennem kommunen, gennem de politiske sager og gennem Thomas Adelskovs liv og historie.

- Man snakker så godt, når man sidder i en bil. Og de forskellige ting, man kører forbi, er en god motor og inspiration til samtalen, fortæller Mads Gudiksen.

Thomas Adelskov (S) er den første borgmester, der kommer med på køretur med Mads Gudiksen.

Campingliv

Hver tirsdag besøger Sille Roulund nogle af områdets mange campingpladser, hvor hun møder både campister, fiskere og selvfølgelig ejerne af de forskellige pladser.

- Jeg har aldrig selv prøvet at campere, fortæller Sille Roulund.

- Så i det første program besluttede jeg mig for at tage en nat på Vesterlyn Camping. Og det var faktisk en rigtig god oplevelse, smiler hun.

Sille Roulund besøger campingpladser i vores område. 

Ud i Naturen

Om onsdagen tager Sille Roulund med naturvejledere og andre naturelskere ud i naturen for både at gøre seerne klogere og for at give inspiration til, hvor og hvordan man selv kan komme ud og nyde den smukke og fascinerende natur omkring os.

Sille kommer helt tæt på - både over og under vandet - og i det første program kigger hun nærmere på fænomenet naturens dag, som er fuld af aktiviteter for alle, og som afholdes søndagen efter, den 8. september.

For at komme helt tæp på naturen, kryber Sille i en våddragt, og tager på tang-safari.

Hvor kommer maden fra?

Torsdag aften besøger Mads Gudiksen de mange fødevareproducenter i vores område. Fra de helt store fabrikker, til de små landbrug drevet på deltid. Og i det første program besøger Mads Gudiksen det omdiskuterede havbrug Musholm A/S ved Reersø, for at se, hvordan opdræt af mere end en million havørred foregår.

- De fleste af os køber vores mad i supermarkederne - pænt pakket ind og gjort klar. Men hvor kommer den egentlig fra, og hvem er det, der bruger deres liv på at lave nogle gode produkter? Det er det, jeg gerne vil vise, fortæller Mads Gudiksen.

Og så er programmerne om torsdagen samtidig en tyvstart på madprogrammet om fredagen, hvor kokken David Jensin skal lave mad af de råvarer, Mads har hentet hos producenterne.

Mads besøger Musholm A/S i det første program, for at som de kan fange en havørred eller to blandt de 100.000 fisk i buret. Det går meget nemt...

Mad med Mads og David

Fredag aften har i mange år været lig med Mad med Mads og David for mange seere. Og efter en pause på et halvt år vender programmet tilbage.

- David og jeg har talt om, hvad vi skulle lave om, nu hvor vi vender tilbage, fortæller Mads Gudiksen.

- Vi var mange ideer igennem - og endte med den bedste af dem alle: Vi laver intet om, griner værten, der ofte bare står i vejen, når kokken David Jensin tryller i køkkenet.

Mad med Mads og David kommer tilbage i vanlig stil, hver fredag kl. 19.45.

Nyhedsoverblik