Når verdens største cykelløb, Tour de France, skal køre gennem vores kommuner, kommer det til at betyde vejspærringer og trafikkaos.
Udfordringer som ansatte i kommunernes hjemmepleje har skulle forholdet sig til, så de ældre borgere i egne hjem stadig kan føle sig trygge og regne med at få den hjælp, de har brug for på dagen.
94-årige Grete Marie Pedersen bor på Stillinge Plejecenter i Slagelse Kommune. Hun glæder sig til Tour de France, der kommer til at køre forbi ikke langt fra plejecentret.
- Jamen, det er så spændende at se al den energi. Jeg kommer til at sidde klistret til vinduerne, griner hun.
Når Tour de France ruller gennem vores landsdel den 2. juli, vil både ruten og flere omkringliggende veje blive spærret af.
Derfor har man i Slagelse Kommune valgt at holde åbent for, at ældre borgere, der ellers bor hjemme og normalt får besøg af hjemmeplejen, kan komme ind på plejecentret i Stillinge den 2. juli - hvis de altså selv ønsker det:
- Hvis man sidder alene i sin bolig i lokalområdet, så er man velkommen til at komme ind og være med i denne her markering af den store dag, siger Bettina Berg, der er virksomhedsleder af plejecentret.
Hav tålmodighed. Der kommer rigtigt mange mennesker, og vi er udfordrede.
Tager længere tid for hjemmeplejen at komme frem
Hjemmeplejen i vores fire kommuner har planlagt ekstra nøje, så de er sikre på, at de kan komme ud til de ældre hjemmeboende borgere under cykelløbet.
- Vi kan blive lidt udfordrede, og vi forventer en del trafik i området. Derfor kan det godt tage lidt længere tid at komme frem. Vi kalder dét ekstra personale ind, vi vurderer, der er behov for, fortæller Majken Ebbesen der er områdeleder ved hjemmeplejen Boeslunde i Slagelse Kommune.
Vejspærringer ved Tour de France:
Udover muligheden for at besøge plejecentret, vil hjemmeplejen udstationere medarbejdere på hver side af ruten.
- Nu er vi så heldige, at vi har flere medarbejdere, som selv bor i nogle af de afspærrede områder. Så kører de simpelthen hjemmefra på dagen og varetager de opgaver, der er i de områder, de bor i, forklarer hun.
Hjemmeplejen har også lavet aftaler med beredskabet, hvor det vil være muligt for personalet at passere bestemte sluser langs ruten i tilfælde af nødssituationer.
- Skulle der ske noget akut, der gør, at vi skal ud til borgerne, så kan beredskabet assistere os, siger Majken Ebbesen og understreger, at hverken ældre borgere eller pårørende behøver være nervøse.
Opfordrer til tålmodighed
I Odsherred Kommune pynter der mange steder med røde bjergprikker, for her i kommunen er der tale om en såkaldt kategori 4-stigning takket være kommunens bakkede landskab.
Hjemmeplejen i Asnæs har ligeledes haft travlt med at planlægge tour-dagen for de ældre borgere.
- Vi har nogle medarbejdere, der møder rigtigt tidligt. Vi er nødt til at starte før, så vi kan nå det inden klokken ni, hvor der er spærret helt af, forklarer Camilla Lindhard Pedersen, som er teamleder ved Odsherred Syd.
Også her er der mulighed for at komme i aflastning på et plejecenter, og ellers vil medarbejderne være placeret strategisk på begge sider af ruten.
I henholdsvis Holbæk og Kalundborg kommuner har hjemmeplejen også knoklet for at få dagen til at gå op. Her vil personalet også være udstationeret på hver side af ruten, ligesom der vil være mulighed for at krydse dén sammen med beredskabet i akutte tilfælde.
Camilla Lindhard Pedersen fra hjemmeplejen i Odsherred Kommune har et råd til ældre og pårørende på den store cykeldag:
- Hav tålmodighed. Der kommer rigtigt mange mennesker, og vi er udfordrede. Men vi har ekstra mandskab, og vi skal nok komme ud.
- Skal de være bekymrede?
- Nej, vi har rigtigt godt styr på det, understreger hun.