Guide: Sådan bliver du en god tilskuer til Tour de France

Af Frederikke Dammark

Det er en lun sommerdag i juli, og du har skrevet et skilt. Et skilt med opmuntrende ord, du har taget under armen og med ud på Tour de France-ruten for at vise din støtte til cykelrytterne. Du vil for alt i verden gerne vise det til kameraerne, når hele feltet cykler forbi dig.

Du er kommet i god tid, for der er mange mennesker. Efter flere timer i venteposition stiger spændingen, for nu er det lige om lidt. 

Rytterne er tæt på.

quote Du vil ikke være verdensberømt for, at det var dig, der forårsagede et styrt

Rasmus Staghøj, vært, TV 2 Sport

Et kort sekund før rytterne nærmer sig, træder du et skridt ud på vejen. Du er helt sikker på, at tv-kameraerne fanger dig.

Hvad du ikke har forudset, er de massive konsekvenser, skridtet ud på vejen får. Den første rytter ryger i asfalten. Herefter følger en kæderække af styrt, og flere ryttere kan efterfølgende ikke gennemføre løbet.

- Du vil ikke være verdensberømt for, at det var dig, der forårsagede et styrt. Den vigtigste pointe er: Pas nu på.

Sådan lyder det helt klare budskab fra TV 2 Sportens vært Rasmus Staghøj, som her giver dig en række råd til at blive en god tilskuer til Tour de France - og til at sikre dig selv en god oplevelse.

Ovenstående eksempel er nemlig desværre ikke kun en tænkt situation. Situationen udspillede sig ved sidste års Tour de France og skal for alt i verden undgås, når verdens største cykelløb om få dage tager sin begyndelse i Danmark.

Sådan så det ud under 1. etape af Tour de France sidste år, hvor en kvinde var skyld i et stort styrt. Kvinden fik efterfølgende en bøde på 1200 euro for at sætte andres liv i fare.
Sådan så det ud under 1. etape af Tour de France sidste år, hvor en kvinde var skyld i et stort styrt. Kvinden fik efterfølgende en bøde på 1200 euro for at sætte andres liv i fare. Foto: TV 2 SPORT
Flere ryttere måtte udgå efter massestyrtet, der blev forårsaget af en fan og hendes skilt, som kom i karambolage med cykelrytteren Tony Martin.
Flere ryttere måtte udgå efter massestyrtet, der blev forårsaget af en fan og hendes skilt, som kom i karambolage med cykelrytteren Tony Martin. Foto: Anne-Christine Poujoulat/Reuters/Ritzau Scanpix

Langt de fleste af os er vant til at følge med i Tour de France hjemme fra sofaen, på campingpladsen eller i sommerhuset. Nu har vi muligheden for at følge med i allerforreste række, men hvordan er man egentlig en god tilskuer?

- Det er faktisk rigtig, rigtig vigtigt, det her. For det første, skal man have tålmodighed, når der er så mange mennesker. Vi skal undgå, at tilskuerne forårsager styrt, fortæller Rasmus Staghøj.

quote Hep alt, hvad du kan

Rasmus Staghøj, vært, TV 2 Sport

- De kører stærkere, end du regner med og op mod tre gange så hurtigt, som du kan cykle. De bruger hele vejen og også grøften, hvis de kan komme til det, så du kan ikke træde et skridt ud, fordi du tænker, at du så kan se lidt mere.

Pak telefonen væk

Rasmus Staghøj understreger desuden også, at det kan være en rigtig god idé at pakke telefonen væk, når rytterne nærmer sig.

- Hvis tilskuerne ser det gennem telefonen, ser de ikke, at feltet pludselig er der. De kan ikke vurdere afstand gennem telefonen, og udover at ødelægge din telefon, så risikerer du også at tage et helt felt med. Så hold armene inden for barrieren og tag selfies, før eller efter feltet – det bliver alligevel et dårligt billede, når du prøver at tage det sammen med feltet.

Rasmus Staghøj skal for tredje år i træk være vært for TV2 Sportens AftenTouren, der runder dagens Tour de France-etape af. Han har dækket touren siden 2011.
Rasmus Staghøj skal for tredje år i træk være vært for TV2 Sportens AftenTouren, der runder dagens Tour de France-etape af. Han har dækket touren siden 2011. Foto: TV 2 Danmark

Når sikkerhedsforanstaltningerne er på plads, er der til gengæld en lang række ting, man som tilskuer kan gøre for at give især de danske ryttere en fantastisk oplevelse gennem sjællandsetapen.

- De skal mærke, at de er på hjemmebane, så lad os se, om vi ikke kan gøre Danmark til et menneskehav, til en kæmpe jubel, særligt for danskerne. De skal have en stor oplevelse ud af det her.

- Hep alt, hvad du kan. Råb deres navne, skriv dem på vejene, skriv det på papskilte og hav Dannebrog med langs ruten. Det vil være et lydinferno, de helt sikkert lægger mærke til, og som vil hjælpe danskerne. 

Planlægning er altafgørende

De tre første af i alt 21 etaper tager sine begyndelser i Danmark. På tourens 2. etape skal rytterne tilbagelægge 202,2 kilometer gennem det midt- og vestsjællandske.

Starten går i Roskilde, og ved Munkholmbroen i Holbæk Kommune bliver rytterne mødt af et menneskehav til lands og til vands, når de kører over broen og ind i vores sendeområde.

Hvem der tager den prikkede bjergtrøje, finder vi ud af, når rytterne rammer Odsherred Kommune.

Tourens første bjergpoint er nemlig på spil, når rytterne skal bestige tre kategori 4-stigninger med Sejerø Bugten som vidne på henholdsvis Asnæs Indelukke, Høve Stræde og Kårup Strandbakke.

Her er stigningen, der venter rytterne ved Asnæs Indelukke. Det er her, de allerførste bjergpoint kan hentes.
Her er stigningen, der venter rytterne ved Asnæs Indelukke. Det er her, de allerførste bjergpoint kan hentes. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Herefter fortsætter turen mod Kalundborg og ned langs den sjællandske vestkyst mod Korsør. Her kører rytterne ud på et af de absolutte højdepunkter på de danske tour-etaper, nemlig Storebæltsbroen, inden de rammer målstregen i Nyborg på Fyn.

- Man kommer helt tæt på. Har man været til en slutrunde i håndbold eller til en landskamp i Parken, så er det også kæmpestort, men der er ret langt ned til spillerne. Nærheden er der ikke på samme måde, som man vil opleve i cykelsporten, for den er jo ude på de gader og veje, vi normalt befinder os på.

quote Hvis vejene er lukkede, kommer du ikke igennem. Det står ikke til diskussion

Rasmus Staghøj, vært, TV 2 Sport

- De kører lige forbi dig, også selvom det kun tager et øjeblik - men nøj, hvor vil du opleve, at de er tæt på, lyder det fra Rasmus Staghøj.

Vejene lukker

For at sikre, at man får lov til at komme helt tæt på, er planlægning afgørende.

Starten for reklamekaravanen går klokken 10.35, men flere timer i forvejen bliver de pågældende veje spærret af.

- Man skal ankomme rigtig tidligt. Hvor tidligt det så er, har jeg svært ved at vurdere, for jeg ved ikke, hvor mange der kommer, lyder det fra Rasmus Staghøj, der understreger, at man næsten ikke kan komme tidligt nok.

- Hvis vejene er lukkede, kommer du ikke igennem. Det står ikke til diskussion. 

TRAFIKINFORMATION OM TOURRUTEN D. 2. JULI

Klik på den kommune, du vil vide mere om. Zoom og flyt dig rundt i kortet og tryk på ikonerne for mere information. Kortet vil blive opdateret løbende.

Grafik: Nick Abildgaard / Kilde: letourcph.dk

Tag af sted og få en stor oplevelse

De genkendelige billeder af sommer, sol og cykelløb kører over tv-skærmene tre uger hver evig eneste juli måned, og de emmer af en folke- og cykelfest langt ud over det sædvanlige.

Og selvom rytterne suser forbi på bare et enkelt øjeblik, er der ifølge Rasmus Staghøj god grund til at tage ud i virkeligheden og blive en del af cykelfesten.

- Se logistikken, karavanen og cykelløbet som én oplevelse. Forstå storheden i at komme tidligt, i at vente og i at se karavanen, som kommer forbi et par timer før rytterne.

- Efter rytterne er forbi, kommer der en masse motorcykler, og der kommer sportsdirektører efter feltet i biler. Læg mærke til, hvor hurtigt de også kører. Og hvem sidder derinde? Er der stress på dem? Snakker de i radioen, for så er det rytterne, de sidder og snakker til - at de råber til dem, at de skal holde sig fremme eller sådan noget.

El Diablo er en af de mere legendariske Tour de France-fans. Her løber han bag cykelrytterne Jan Ullrich, Lance Armstrong og Floyd Landis under touren i 2005.
El Diablo er en af de mere legendariske Tour de France-fans. Her løber han bag cykelrytterne Jan Ullrich, Lance Armstrong og Floyd Landis under touren i 2005. Foto: Joel Saget/AFP/Ritzau Scanpix

Rasmus Staghøj mener, at man som tilskuer ude i virkeligheden får en unik mulighed for at observere alt det, kommentatorer og værter taler om i tv’et.

- Det kan være, at der er en rytter, der punkterer foran dig. Det sker jo nogle gange. Så oplever man, at mekanikeren skal ud og hjælpe, og så står du kun få meter fra dem, når det sker.

- Prøv at sug det hele ind. Kig på deres ansigter og se, hvordan de lider – man kan se det i fjernsynet – men nogle gange kan man opleve det endnu mere, når man står lige ved siden af. Det går stærkt, så man skal koncentrere sig.  

Det ultimative højdepunkt

Selvom der er flere bjergpoint på spil på 2. etape, mener Rasmus Staghøj, at det helt store højdepunkt på ruten bliver, når rytterne skal tilbagelægge små 20 kilometer på Storebæltsbroen. 

En strækning, som arrangørerne bag Tour de France absolut ville have med i programmet.

- Jeg mindes ikke, at de har kørt over sådan en bro før, så det bliver unikt.

- Dem, der ikke kender Danmark, har hørt om broen. Det er det, de ser frem til.

Christian Prudhomme er direktør i A.S.O., der arrangerer Tour de France. Her er han oppe i pylonerne på Storebæltsbroen den 23. marts. Storebæltsbroen var altafgørende for at få cykelløbet til Danmark.
Christian Prudhomme er direktør i A.S.O., der arrangerer Tour de France. Her er han oppe i pylonerne på Storebæltsbroen den 23. marts. Storebæltsbroen var altafgørende for at få cykelløbet til Danmark. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ifølge Rasmus Staghøj bliver vind- og vejrforholdene afgørende for, hvordan 2. etape udspiller sig den 2. juli.

- Vinden bliver fuldstændig afgørende. I modvind bliver det svært at gøre nogen forskel, men er der sidevind, kan vi se kæmpe ravage. Feltet kan blive splittet i flere grupper, og der kan sidde klassementsryttere og sprintere, som har tabt noget, så det bliver rigtig, rigtigt sjovt, hvis der er markant sidevind.

quote Der kommer styrt, det er helt sikkert

Rasmus Staghøj, vært, TV 2 Sport

Når rytterne suser over Storebælt vil der også sidde en lokal cykelhelt blandt de 176 ryttere, som er udtaget til verdens største cykelløb.

Mads Pedersen fra Tølløse har et indgående kendskab til de 202,2 kilometer på 2. etape. Spørgsmålet er, hvordan Rasmus Staghøj spår Mads Pedersens chancer for succes på de danske Tour de France-etaper.

- Det, der er helt givet, er, at han kommer til at forsøge. Vi kommer til at se ham, for han vil give sin højre arm for at få succes på de tre første etaper. Han kommer til at fyre den af, alt hvad han overhovedet kan.

- Jeg elsker, at han har ambitionen om at køre i gult, og selvfølgelig skal han gå efter det. Jeg tror bare, der er et par ryttere, der er hurtigere end ham – men jeg er sikker på, at han vil gøre alt for at modbevise mig. 

Mads Pedersen har store forventninger til sin egen indsats under Tour de France i Danmark. Hør ham fortælle om dem i interviewet her.

2. etape er garant for styrt

Efter tourens første etape, enkeltstarten i København, bevæger rytterne sig ud på den første lange etape den 2. juli.

Rasmus Staghøj fortæller, at netop denne etape altid er en nervøs en af slagsen, fordi rytterne starter samlet.

- Der kommer styrt, det er helt sikkert. Der kommer heller ikke bare ét, men der kommer forhåbentligt under ti.

- Alle hold skal præstere. Der er pres på fra bilerne, og de udvalgte ryttere skal ud for at vise, hvad de kan. Der er også ryttere, som er nervøse for at miste det hele her. Klassementsrytterne er pissenervøse. Der er simpelthen startstress.

Det er velkendt, at der er stor risiko for styrt på de første etaper, hvor rytterne er mest nervøse. Her er det et styrt på 3. etape under Tour de France i 2021.
Det er velkendt, at der er stor risiko for styrt på de første etaper, hvor rytterne er mest nervøse. Her er det et styrt på 3. etape under Tour de France i 2021. Foto: Christophe Ena/Reuters/Ritzau Scanpix

Sit livs største arbejdsopgave

Rasmus Staghøj skal for tredje år i træk være vært for TV 2 Sportens AftenTouren, der runder dagens Tour de France-etape af.

Siden 2011 har han været med til at dække verdens største cykelløb.

Selv kalder han dette års Tour de France for sit livs største arbejdsopgave.

- Det bliver kæmpestort, og jeg skal efterfølgende fortælle dig, hvor stort det egentlig var. Jeg har sagt til mig selv, at jeg skal nyde det undervejs, for vi får travlt, fortæller han.

Om ganske få dage går starten til Tour de France 2022. En start, hvor 176 af verdens allerdygtigste cykelryttere sætter sig i sadlen og begiver sig ud på næsten 400 kilometer på tre etaper i det ganske danske land – fra øst mod vest.

- Vi er helt oppe i toppen af skalaen. Jeg havde ikke troet, at det var muligt at få Tour de France til Danmark. Jeg snakkede med Alex Pedersen og Joachim Andersen (de to initiativtagere, red.), der fik Giro d’Italia til Danmark. De sagde, at det ikke kom til at ske med Tour de France.

- De arbejdede alligevel videre med det, og hvad der syntes utopisk er alligevel lykkedes.