Stevns Kommune køber fabrik til nedrivning

Stevns kommune har købt den gamle garverifabrik i Store Heddinge. Fabrikken har stået tom i årevis, og nu bruger kommunen skattekroner på at rive den ned.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I årevis har en gammel garverifabrik i Store Heddinge stået tom og er forfaldet. Derfor har Stevns Kommune besluttet at købe bygningen og bruge skattekroner på at rive den ned.

- Det er selvfølgelig rigtigt, at vi bruger nogle penge på det. Men den forskønner jo ikke ligefrem området, og vi vil rigtig gerne have, at både borgere og turister ser, at vi har en dejlig kommune, siger Anette Mortensen (V) til TV ØST. 

Anette Mortensen er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Stevns Kommune, og hun er glad for, at det er lykkedes for kommunen at købe den gamle garverigrund.

- Vi har længe forsøgt at få den tidligere ejer til at sørge for, at bygningerne ikke bare stod og forfaldt, siger hun og fortsætter:

- Vi havde ikke held til at få ejeren til at gøre noget ved problemet, og det var vi kede af, så vi har gået og holdt øje med ejendommen. Da hun døde, fik vi lov til at købe grunden af hendes arving, som følte en form for moralsk forpligtelse til at få gjort noget ved problemet, siger Anette Mortensen. 

Slagelse har også problemer
Kommunen overtog grunden for kr. 125.000, og dertil kommer den sum, de skal bruge på nedrivning af bygningerne.

60 procent af pengene til udgifterne kommer fra statens nedrivningspulje, og de resterende 40 procent kommer fra kommunekassen. Det er, mener Anette Mortensen, godt givet ud. 

- Grunden ligger på den vej, der fører ud til Stevns Klint. Vores verdensarv. Vi kan ikke have sådan en ruin liggende der på vejen, det er vi rigtigt kede af. Derfor syntes vi, at det var en god løsning at få gjort noget ved problemet, nu hvor vi havde muligheden, siger hun.

I går fortalte TV ØST, at Slagelse kommune lige nu kæmper for at få en jysk investor til at rive den fabriksbygning ned, der i årevis har ligget tom og forfalden i Løvegade.

Ejeren har allerede, ifølge borgmester Stén Knuth (V) fået et påbud om at bringe sikkerheden i orden på grunden men uden held. Nu vil borgmesteren forsøge at få byrådet til at stemme for at give ejeren endnu et påbud, og hvis ikke han overholder dette, kan kommunen rive bygningen ned. 


Nyhedsoverblik