Veninde vil lægge sit liv i hænderne på drabstiltalt

Kollega og veninde mener, at gruppe af sygeplejersker nærede stor foragt for drabstiltalt sygeplejerske.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En nær veninde og kollega til en i dag drabstiltalt sygeplejerske er ikke i tvivl.

Den 31-årige kvinde, der i mere end 14 måneder har været spærret inde i en arrest under anklage for patientdrab, er uskyldig. Muligvis er hun offer for et komplot.

Det er i hvert fald essensen af det vidneudsagn, hun fredag leverede ved Retten i Nykøbing Falster, da hun var indkaldt som vidne i den usædvanlige drabssag.

- C (den tiltalte, red) er kærlig og omsorgsfuld. Hun er der for sine patienter, sine venner og sin familie. Jeg ville til hver en tid lægge mit liv i hendes hænder, forklarede den høje, korthårede kvinde fra vidneskranken.

Den tiltalte nægter sig da også skyldig i alle anklager. Hun mener, at sagen bunder i ondsindet sladder og jalousi blandt sygeplejerskerne på sygehuset i Nykøbing Falster. Og den teori er veninden tilsyneladende klar til at bekræfte.

Pudser ikke glorien

- C og jeg var populære. Det er ikke, fordi jeg skal sidde og pudse glorien. Men vi var vellidte blandt andre ansatte og hos Falck-redderne. Det kunne godt skabe noget jalousi, sagde vidnet.

I den forbindelse nævner hun en håndfuld navne fra hver af de to grupper, som hun mener eksisterede på akutafdelingen. I den anden gruppe er blandt andet den sygeplejerske, der i første omgang sørgede for, at den tiltalte blev meldt til politiet.

Anklager Michael Boolsen har dog svært ved at tro, at splittelsen kan have været så stor, at nogen skulle kunne finde på at beskylde hinanden for at skade patienter.

- Kan man forestille sig, at nogle af kollegerne skulle ønske at skade hinanden? Var der had?, ville anklageren vide.

- De brød sig ikke om os. Der var noget jalousi i forhold til, at vi var populære. Vi var nogle sprælske, livlige, glade piger, lød svaret fra vidnet.

Fredagens retsmøde er det 19. i drabssagen mod den 31-årige sygeplejerske. I alt er der planlagt 32 retsdage med forventet dom i slutningen af juni.

/ritzau/


Nyhedsoverblik