Sygehusdirektør havde ikke hørt rygter om mange døde

Sygehusdirektør Arne Cyron vidnede onsdag i retssagen mod den drabstiltalte sygeplejerske fra Nykøbing Falster sygehus. Han har ikke før anholdelsen hørt om, at der skulle ske flere dødsfald på den tiltaltes vagter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var forsvarer Jørgen Lange, der onsdag havde indkaldt sygehusdirektøren som vidne i retssagen mod sygeplejersken.

 

Ifølge anklageskriftet har den 31-årige sygeplejerske slået 3 patienter ihjel med en cocktail af blandt andet morfin og stesolid og forsøgt at tage livet af en fjerde patient.

Flere af sygeplejerskens kollegaer har i retten forklaret, at de havde en fornemmelse af, at det ofte var på den nu tiltalte sygeplejerskes vagter, patienterne døde, ligesom de havde bemærket, at det ofte var den tiltalte, der havde de meget dårlige patienter. 

Sygehusdirektøren har dog ikke forud for anholdelsen af sygeplejersken den 1. marts 2015 hørt nogen tale om, at der skulle være flere døde patienter på hendes vagter, ligesom han afviste at han er blevet gjort opmærksom på, at der var kollegaer, der havde mistanke til sygeplejersken. 

- Som ansat i sundhedsvæsnet er vi forpligtede til - med samvittighed og omhu - at gøre opmærksom på, hvis vi oplever noget, der kan bringe patientsikkerheden i fare. Det gør man ved at kontakte sin leder, hvis man har mistanke om mistænkelig adfærd, sagde Arne Cyron i retten i Nykøbing Falster onsdag og slog fast, at han ikke havde fået henvendelser om mistænkelig adfærd vedr. den tiltalte.

Uforudsete dødsfald
Arne Cyron blev ligeledes afhørt om procedurerne vedrørende såkaldte “utilsigtede hændelser”, altså situationer, hvor patientsikkerheden er truet. 

Forsvarer Jørgen Lange var særligt interesseret i at høre om, hvilke retningslinier, der bliver fulgt, når der er tale om et uforudset dødsfald, der muligvis kan skyldes en utilsigtet hændelse. 

- Hver gang, der sker et uforudset dødsfald, skal den læge, der har ansvaret for patienten,  sørge for at kontakte politiet. Som oftest får vi at vide, at det ikke har interesse for politiet, og så hører jeg ikke om det, fortalte Arne Cyron.

 


Nyhedsoverblik