¨

Sidste dag med vidner: Det skal der nu ske i sygeplejerskesagen

De sidste vidner sad mandag i vidneskranken i retten i Nykøbing Falster. Sagen mod den 31-årige sygeplejerske slutter dog først i slutningen af næste måned.

Adskillige vidner har i de sidste 22 retsdage afgivet forklaring i byretten i Nykøbing Falster.

Mandag blev de sidste så afkrævet svar af henholdsvis forsvarer Jørgen Lange og anklager Michael Boolsen.

Læs hele livebloggen af de mange vidneudsagn her.

Men på trods af, at vidnedelen af retssagen nu er afsluttet, så falder der alligevel først dom om en lille måneds tid.

Retten i Nykøbing Falster har nemlig stadig afsat en del dage til sagen, og det næste skridt er nu anklagerens og forsvarerens procedurer.

To dage til advokaternes procedurer

I første omgang vil anklageren få en hel dag til at fortælle nævningene, hvad han mener der er sket i sagen, og hvorfor han mener, at sygeplejersken skal dømmes for tre drab og et drabsforsøg.

Herefter er det forsvareren, der skal forklare retten, hvorfor han mener, at hans klient er uskyldig i anklagerne mod hende. Hun nægter sig skyldig i alle tiltaler.

Når begge advokater har fremført deres procedurer, har de efterfølgende også mulighed for at svare på hinandens.

Flere dages votering

Næste skridt er, at de seks nævninge skal ind og votere sammen med de tre juridiske dommere. Også voteringen er der afsat flere dage til. Grunden er, at sagen er meget omfattende og for eksempel indeholder en del medicinske termer, som de også vil skulle forholde sig til.

For at en tiltalt kan blive dømt i byretten skal mindst fire af nævningene og to af de juridiske dommere finde skylden bevist.

Dommen falder efter planen i retten i Nykøbing Falster i slutningen af juni.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App