Kollega til sygeplejersken fra Nykøbing Falster skal nu i retten

En kollega til sygeplejerske Christina Hansen, der fik 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter på Nykøbing Falster Sygehus, skal i dag i retten.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det sidste punktum i sygeplejerskesagen fra Nykøbing Falster Sygehus er endnu ikke sat.

I dag begynder retssagen mod en kollega til den dømte 32-årige sygeplejerske Christina Hansen, der i maj 2017 blev idømt 12 års fængsel for drabsforsøg på fire patienter i Østre Landsret. 

Retssagen mod den tiltalte kollega er en udspringer af den sag.

Ifølge anklageskriftet reagerede kollegaen ikke på gentagne henvendelser fra andre ansatte, der havde mistanke til den nu dømte Christina Hansen. Flere kollegaer har først i byretten og efterfølgende i Østre Landsret forklaret, at de kontaktede den nu tiltalte og udtrykte deres bekymring over Christina Hansens adfærd. En kvindelig sygeplejerske forklarede i byretten, at hun direkte sagde til den tiltalte “jeg tror, hun slår patienterne ihjel”. 

Østre Landsret i Nykøbing F.
Læs også
12 års fængsel til sygeplejersken fra Nykøbing Falster
Østre Landsret i Nykøbing F.
Læs også
12 års fængsel til sygeplejersken fra Nykøbing Falster

En anden kollega har forklaret i retten, at hun har vist den nu tiltalte kollega en nålespand indeholdende Heparinampuller, der sjældent bruges på den medicinske afdeling, hvor Christina Hansen var ansat. Heparin kan, givet forkert, resultere i voldsomme blodstyrtninger, og selvom Christina Hansen ikke blev dømt for at have givet patienterne Heparin, er præparatet og nålespanden en del af den kommende retssag. 

Kunne hun have forhindret drabsforsøg på flere patienter?

Spørgsmålet i den kommende retssag er, om den nu tiltalte kunne have forhindret, at patienterne på Nykøbing Falster Sygehus fik indgivet den dosis Morfin og Stesolid, som Christina Hansen er dømt for at have givet dem, og om den tiltalte handlede ansvarsfuldt og samvittighedsfuldt, som en sundhedsperson bør gøre, på de informationer hun fik vedrørende Christina Hansen. 

Christina Hansen blev i byretten idømt fængsel på livstid for at have slået tre patienter ihjel og forsøgt at dræbe en fjerde. De tre døde patienter var meget syge, to af dem var så syge, at de var lagt til at dø.

I byretten kaldte anklager Michael Boolsen Christina Hansen for en dødsdjævel, og påpegede at hun havde givet patienterne medicinen, fordi hun søgte spænding og anerkendelse. 

Østre Landret ændrede dom

I Østre Landsret blev dommen ændret, da det af Retslægerådet blev slået fast, at man ikke med sikkerhed kunne sige, at patienterne blev forgiftede af en dødelig dosis medicin. Retslægerådet kunne heller ikke med sikkerhed sige, om patienterne var døde af deres sygdomme, af medicinen eller af en kombination af sygdomssvækkelse og medicin. Derfor blev dommen fra byretten ændret til drabsforsøg. 

Østre Landsret fandt - ligesom byretten - at det var Christina Hansen, der indgav patienterne medicinen. De mente, at hun med sin sygeplejerskeerfaring og faglighed indså, at patienterne muligvis ville dø tidligere, hvis de fik medicinen, og at hun accepterede den risiko, da hun indgav dem den.

Den tiltalte vidnede ikke selv i retssagen hverken i byretten eller i Østre Landsret, hvor hun blev fritaget, fordi det kunne skade hendes egen sag. 

Kan give fængsel

Det er anklager Michael Boolsen, der fører sagen i byretten.
Ifølge anklageskriftet er kollegaen tiltalt efter Lov om Autorisation for sundhedspersonale §75 som lyder ”en autoriseret sundhedsperson, der gør sig skyldig i grovere eller gentagen forsømmelse eller skødesløshed i udøvelsen af sin virksomhed kan straffes med bøde eller fængsel i indtil 4 måneder.”

Der er afsagt navneforbud i sagen, som er berammet til fire retsdage. Udover i dag vil retssagen køre i retten i Nykøbing Falster den 13., 16. og 27. marts.


Nyhedsoverblik