Forsvarer: Sag om sygehusdrab bygger på mavefornemmelse

Ingen har set drabstiltalt sygeplejerske slå patienter ihjel, og der er intet fældende bevis, siger forsvarer.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En af de mest omtalte drabssager i dansk retshistorie bygger på ondsindet sladder og helt ekstraordinært få beviser.

Derfor bør et nævningeting ved Retten i Nykøbing Falster frifinde en 31-årig sygeplejerske, der er tiltalt for at dræbe patienter på det lokale sygehus.

Det er budskabet fra forsvarsadvokat Jørgen Lange, da han efter 23 retsdage har hele mandagen til at udlægge sagen i sin procedure.

- Der er ikke noget, som kunne gå under betegnelsen det fældende bevis. Det foreligger ganske enkelt ikke i den her sag, lyder det fra advokaten.

Omvendt mener han, at hele anklagemyndighedens sag bygger på kollegers jalousi og misundelse. Jørgen Lange henviser til, at både den tiltalte og en række vidner under sagen har forklaret, at sygeplejerskerne på sygehusets akutafdeling var splittet i to.

Sladderen gik

- Den ene gruppe har haft en til tider ganske voldsom antipati mod min klient, mens vi fra den anden gruppe har hørt det stik modsatte. Sidstnævnte gruppe har fortalt, at min klient er omsorgsfuld og fagligt meget dygtig, siger Jørgen Lange.

En række af den drabstiltaltes kritikere har i retten fortalt, at de længe havde mistænkt den 31-årige kvinde for at skade patienter.

Påfaldende ofte, syntes de, fik patienter det dårligt og døde i den tiltaltes selskab, ligesom hun ifølge kollegerne virkede eksalteret og triumferende efter særligt dramatiske vagter.

- En del af sladderen gik på, at der skulle være mere dramatik og ikke mindst flere dødsfald, når C (den tiltalte, red.) var på vagt, end når hun ikke var.

Den berømte mavefornemmelse

- Men når de pågældende vidner er blevet spurgt, om de har set, at den tiltalte har givet medicin til patienterne, siger de alle, at det har de ikke. Igen er det den berømte mavefornemmelse, siger forsvareren.

Det var netop en kollega til den tiltalte, der efter en nattevagt fra 28. februar til 1. marts 2015 fik sin kæreste, der er læge, til at anmelde sagen til politiet.

Tidligt om morgenen mente kollegaen at have overrasket den tiltalte, mens hun stod bøjet over en patient med to store sprøjter.

Kort tid efter fik patienten respirationsstop og måtte genoplives.

I alt er sygeplejersken tiltalt for tre drab og et drabsforsøg. I alle tilfælde skal ofrene have været ældre patienter, som ifølge anklagemyndigheden blev forgiftet med medicin.

Hvorvidt kvinden er skyldig eller ej, ventes retten at afgøre 24. juni.

/ritzau/


Nyhedsoverblik