Kommuner opruster mod dårlig bredbåndsdækning

Staten har ifølge flere kommuner været for langsom til at udbedre den ringe bredbåndsforbindelse i udkanten. Derfor er flere begyndt udbedringen selv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Tirsdag blev en bredbåndspulje, der skal tilføre 200 millioner kroner til bekæmpelse af dårlig bredbåndsdækning, vedtaget. Men kommunerne er allerede påbegyndt arbejdet med bedre dækning.

Eksempelvis har Guldborgsund Kommune vist sig som en forgangskommune med en datasamling over sorte huller, men andre kommuner har også gang i lignende projekter.

Teleekspert Torben Rune mener, at der i hele Danmark er stort fokus på netop bredbånd- og mobildækning.

- Der ikke én eneste kommune, der ikke har fokus på bedre bredbånd. Det er klart, for det bliver et problem at være afskåret for båndbredde. Kommunikationen til omverden bliver nemlig i større og større grad afhængig af bredbånd, siger Torben Rune.

Forskelligt engagement

Der er som sagt en række kommuner, der er påbegyndt dataindsamling og udbedring af dækningen. Nogle er længere i processen end andre.

Hvis man kigger på Lolland Kommune, så er de påbegyndt et lignende projekt som Guldborgsund, men de er dog ikke kommet så nært til mål.

Slagelse Kommune har valgt at udbyde mobildækningen på Omø i håb om at finde en bedre løsning.

Og i Næstved Kommune er en borgergruppe gået sammen om at etablere dækning i deres landsby.

Ifølge Torben Rune, så kommer de fleste af initiativerne efter opfordring fra Energistyrelsen.

Datasamling på opfordring

Kommunerne er nemlig alle blevet opfordret til af Energistyrelsen at samle data om bredbåndsforbindelsen.

For jo bedre information, de har om de dårlige dækningsområder, jo nemmere er det at etablere en god forbindelse.

Og for at vende tilbage til Guldborgsund Kommune, så fremhæver Torben Rune netop denne kommune som værende et foregangseksempel.

- De er de første til at samle alle informationer på ét sted. De har vældig godt styr på deres interne data, siger han og fortsætter.

- De er helt bestemt en forgangskommune. De er nået i mål det, de andre vil, følger teleeksperten op.

Afgørende med samlet data

At man kan finde frem til specifikt de områder, hvor det står værst til, er afgørende ifølge Torben Rune.

- Det tager under 10 sekunder med Guldborgsunds model at finde de hustande, der kan komme under støtteordningen, siger han og understreger:

- Når man har den her meget detaljerede kortlægning, så kan man også langt bedre se et mønster i, hvor er det i kommunens område, der er et problem. Og så kan man gøre teleselskaberne interesseret i det, siger teleeksperten.

Med støtteordningen henviser han til den tidligere nævnte bredbåndspulje. Den er oprettet med henblik på, at kommunerne kan søge støtte til at etablere bedre bredbånd i de ’mørke’ områder.

Utilstrækkelig pulje

Nu er staten kommet med på bredbåndsbølgen og har vedtaget en pulje med 200 millioner kroner, men det er ifølge Torben Rune og borgmester John Brædder (Nyt Guldborgsund) ikke tilstrækkeligt.

- Det er helt bestemt ikke tilstrækkeligt med den nuværende pulje. Energistyrelsen kalkulerer med, at puljen vil bidrage til bedre bredbåndsdækning for mellem 4.000 og 25.000 hustande i hele Danmark. Mit skøn er – uden at lægge hovedet på blokken - at der er langt over 100.000, som ikke har 10 Mbit/s download hastighed, hvilket er grænsen for tilskudsberettigelse, siger teleeksperten Torben Rune.

Borgmesteren fra Guldborgsund stemmer i.

- Hvis du deler beløbet ud på alle 98 kommuner, så rykker det jo ingen ting. Desuden burde det jo være lige så naturligt med bredbånd og telefoni, som der kommer el ud af stikkontakten, siger John Brædder.


Nyhedsoverblik