Vil finde 25 millioner kroner - ildsjæle i landsby har store drømme med nedslidt havn

Livsnerven i landsbyen Lund på Stevns, havnen, trænger til en gevaldig ansigtsløftning. Flere foreninger vil nu renovere havnen og skabe nyt liv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Shelters, fugletårn, fiskehytter, 40 flere bådepladser.

Der drømmes stort i denne tid i den lille landsby Lund på det sydlige Stevns.

Fire lokale foreninger i byen med knap 100 indbyggere er gået sammen i kampen for at få en ny havn.

Den eksisterende med plads til 20 bådepladser oser af manglende renovering, blandt andet er den nuværende trækonstruktion ikke blevet ændret siden 1936.

Ærgerligt, mener foreningerne, for havnen i Lund er en af Danmarks ældste, den er fra 1700-tallet, og samtidig en slags livsnerve for det lille lokalsamfund.

- Den er identiteten for beboerne i Lund, så hvis den forgår, hvilket den vil gøre, hvis der ikke bliver gjort noget, så føler vi, at vi vil miste hele byens identitet, siger Lars Yding, formanden for Lund Bylaug.

Har sat barren højt

De fire foreninger har fået udarbejdet en visionsplan, hvor et arkitektfirma anslår, at alle drømmene vil koste 25 millioner kroner.

Artiklen fortsætter under billedet.

Et af ønskerne er at udvide bådepladserne fra 20 til 60. 
Et af ønskerne er at udvide bådepladserne fra 20 til 60.  Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Penge, som Lunds borgere får svært ved selv at skrabe sammen og derfor vil søge om at få rejst gennem fondsmidler.  

Heller ikke Stevns Kommune kan bidrage med meget til pengepungen, men har til gengæld stor ros til overs for de lokales ildhu.

- Man må tage hatten af for, at sådan et lille samfund helt alene kan løfte sådan en opgave og starte det op. Det er flot, siger byrådsmedlem Jørgen Larsen fra partiet Nyt Stevns.

Lars Yding, er det ikke lidt vilde planer for så lille en by?

- Det er der jo nok nogle, der vil synes, men det synes vi ikke selv. Vi stiler og har sat barren højt, og så må vi se, hvor vi lander, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet.

Lars Yding fra Lund Bylaug, mener at havnen er identitieten for beboerne i den lille landsby på Stevns. 
Lars Yding fra Lund Bylaug, mener at havnen er identitieten for beboerne i den lille landsby på Stevns.  Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Før ansøgningen om fondsmidler kan gå i gang, skal borgerne i Lund have godkendt havneplanerne af Kystinspektoratet.


Nyhedsoverblik