Vaks hund afslørede brand i nabohus

En beboer i Strøby på Stevns kan takke sin nabos hund for, at det hurtigt blev opdaget, at der var ild i hendes hus.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Onsdag aften blev en hund dagens helt i Strøby på Stevns.

På grund af dens insisterende gøen blev hundes ejer nemlig klar over, at det brændte i naboens hus.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en rapport fra det seneste døgn.

Hundens ejer, en 49-årig kvinde, slog alarm til brandvæsnet onsdag klokken 19.56, da det gik op for hende, at nabohuset brændte. Huset ligger på Strøby Bygade og er en del af en rækkehusbebyggelse med i alt fire boliger.

Troede hunden skulle tisse

Kvinden har efterfølgende fortalt politiet, at hun havde lukket sin hund ud i haven, da hun troede, den skulle tisse, fordi den gøede.

Men hunden skulle ikke tisse – for den fortsatte i stedet med at gø i vilden sky, da den kom ud i haven.

- Hun undersøgte derfor nærmere, hvorfor i alverden hunden blev ved med at gø, og her så hun så, at der var ildebrand inde hos naboen, fortæller Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Brand blev slukket hurtigt 

I nabohuset bor en 63-årig kvinde, men hun var ikke hjemme onsdag aften, da branden brød ud. Det kunne brandvæsnet og politi konstatere, da de ankom til adressen.

Efterladte katte
Læs også
Dyrenes Beskyttelse melder om rekord for antal dumpede kæledyr
Efterladte katte
Læs også
Dyrenes Beskyttelse melder om rekord for antal dumpede kæledyr

På grund af den opmærksomme hund blev branden dog alligevel opdaget så hurtigt, at brandvæsnet nåede at slukke branden, inden den fik spredt sig til hele huset og de andre boliger i rækkehuskomplekset.

- Den 63-årige beboer blev underrettet om branden og ankom til stedet, men måtte dog finde et andet sted at overnatte, idet politiet skal undersøge brandstedet yderligere i et forsøg at finde frem til årsagen til brandens opståen, skriver politiet i døgnrapporten.

Der var behov for en kraftig omgang udluftning, og ellers er der ifølge politiet kun sket mindre brandskader i boligens stue og køkken. Ingen er kommet til skade ved branden. 


Nyhedsoverblik