Ung mand spærrede cykelstien – slog forbipasserende cyklist ned

En 69-årig mand blev torsdag slået flere gange og blev truet med en sten, efter han havde forsøgt at komme forbi nogle unge, der gik på cykelstien.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Politiet søger vidner efter en voldsepisode i Store Heddinge på Stevns torsdag aften.

Først på aftenen kom en 69-årig mand cyklende på en sti ved Kronhøjvej, hvor han stødte på en gruppe på fire unge mænd, der spærrede hele stien.

Manden forsøgte at få dem til at flytte sig ved at råbe til dem, og det fik da også tre af mændene til at flytte sig. Den fjerde reagerede dog kraftigt på cyklistens tilråb.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.

Truede med en sten

Den unge mand greb fat i cyklisten og gav ham flere slag i ansigtet. Da den 69-årige mand forsvarede sig, væltede de to omkuld, men voldsmanden satte sig på cyklisten og truede ham med at ville slå ham i ansigtet med en sten.

De tre andre unge mænd forsøgte ifølge politiet delvist at holde deres kammerat tilbage, indtil de alle forsvandt fra stedet.

Den 69-årige mand fik en flænge i hovedet, flere sår i ansigtet og på arme og ben.

Voldsmanden beskrives som:

Politiet modtog anmeldelsen klokken 18.50, og der er ikke nogen beskrivelse af de tre andre mænd.

Har du oplysninger i sagen, hører politiet gerne fra dig på telefon 1-1-4.