Togstrækninger lægges sammen - pendlere fra Faxe og Stevns kan køre direkte til Roskilde

I midten af december overtager Lokaltog driften på strækningen Lille Syd og lægger den sammen med Østbanen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

En lettere hverdag med færre togskift.

Det kan pendlere fra Rødvig og Faxe Ladeplads, der dagligt rejser til og fra Roskilde, se frem til, når jernbaneselskabet Lokaltog den 13. december overtager driften på strækningen Lille Syd og lægger den sammen med Østbanen. 

Det siger administrerende direktør hos Lokaltog Lars Wrist. 

Med sammenlægningen af de to strækninger vil man nemlig i langt de fleste tilfælde ikke som i dag skulle skifte tog i Køge, hvis man skal videre til Roskilde. Konkret er det planen, at alle tog fra Faxe Ladeplads til Roskilde over Køge bliver gennemkørende, mens at tog fra Rødvig til Roskilde vil være gennemkørende i myldretiden.  

- Det kan ikke være alle tog i forhold til køreplanen, men en del af vores kunder vil opleve en forbedring i forhold til at undgå togskift, siger Lars Wrist.

Han siger videre, at man også vil kigge på muligheden for at køre med længere togsæt om aftenen, og at togene på bestemte tidspunkter af døgnet vil køre hver halve time.  

Arbejdet har været halvandet år undervejs. Lokaltog har ansat 10 nye lokofører og har ombygget et togværksted i Hårlev, ligesom togene vil køre på et nyt signalprogram, som Banedanmark ruller ud flere forskellige steder i Danmark. 

 
 
Foto: Nick Abildgaard (grafik)