Sundhedsstyrelsen vil ikke give Peter sit erhvervskørekort tilbage

Selv om Peter Læssøe Jensen fra Klippinge har fået rettens ord for, at han ikke lider af epilepsi, vil Sundhedsstyrelsen ikke forny hans erhvervskørekort, så han igen kan køre lastbil.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sundhedsstyrelsen har endnu en gang afvist at forny lastbilschauffør Peter Læssøe Jensens erhvervskørekort med begrundelsen: Epilepsi. Det er på trods af, at han sidste år fik rettens ord på, at han ikke lider af epilepsi. Det skriver Fagbladet 3F.

Se video: Lastbilchauffør trækker justitsministeriet i retten

Den 45-årige lastbilchauffør har nu mistet sit job, og 3F har anket sagen for anden gang, da Sundhedsstyrelsens begrundelse for afvisningen strider mod dommen fra Byretten.

Advokat Jesper Schäfer Munk fra 3F's juridiske afdeling har ført sagen i retten.

- Det er absurd, at en sagsbehandler i Sundhedsstyrelsen kan tilsidesætte en byretsdom. Styrelsen hævder, at der er overvejende sandsynlighed for, at han har haft flere anfald inden for de fem år. Men nej, chaufføren har en helt ren lægejournal, der også er fremlagt. De har ikke skyggen af bevis, siger han. 

Sagen er principiel

Fagbladet 3F har spurgt Sundhedsstyrelsen, hvordan de kan tilsidesætte en byretsdom og har bedt om en uddybende begrundelse.

- Sundhedsstyrelsen udtaler sig principielt ikke i verserende sager, svarer ledende embedslæge Henrik L. Hansen til Fagbladet 3F.

3F anlagde sagen i sin tid, og faglig sekretær i 3F Køge Bugt Steen Petersen Quistgaard er rystet.

- Sundhedsstyrelsen er skurken. Andre chauffører er i samme situation, selvom de ifølge Justitsministeriets egen vejledning ikke har epilepsi. De har også mistet job og har økonomiske problemer. Vi fortsætter kampen, for sagen er principiel, siger han.


Nyhedsoverblik