¨

Store prisstigninger for pendlerne på Stevns

Det kommer til at koste dobbelt så meget at pendle mellem Rødvig og København fra årsskiftet.

Fra årsskiftet kommer det til at koste 665 kroner mere om måneden at pendle mellem Rødvig og København.

Borgerne i Stevns kommune, der rejser med Movia, kan fra årsskiftet se frem til markante prisstigninger. Eksempelvis stiger prisen for pendlere mellem Rødvig og København med 665 kroner om måneden. Det er altså en prisstigning på hele 48 procent.

Priserne stiger, fordi Movia laver en såkaldt harmonisering af taksterne. Ifølge Movia vil de fleste af deres rejsende ikke opleve markante prisstigninger, men i Rødvig stiger prisen altså ret kraftigt, og i følge dem der dagligt pendler til København, så er det den helt forkerte vej at gå, hvis man ønsker øget bosætning i byen.

- Det er ikke nogen god idé det her. Jeg tror, at det kan betyde, at der vil være mange der vil vælge ikke at flytte herud, når det bliver så meget dyrere, siger Mette Dyregaard, der pendler til København på arbejde.

Movia vil ikke interviewes

Bestyrelsen i Movia består af lokal- og regional politikere fra hele Sjælland, og TV ØST ville i dag gerne have spurgt dem, om de synes, at så markante prisstigninger er vejen frem, hvis man ønsker at øge bosætningen i en by som Rødvig. Der var dog ingen fra Movias bestyrelse, som ønskede at stille op til interview. I et skriftligt skriver svar skriver Movias sekretariat følgende:

- Stevns Kommune er en del af Hovedstadens takstområde. I mange år har de rejsende i Hovedstadsområdet haft fordel af princippet om, at man maksimalt skal betale for ni zoner, selvom man rejser meget længere. Det såkaldte alle zoners-princip. Den fordel kan ikke opretholdes, når Sjælland bliver ét sammenhængende prisområde, for så ville man kunne rejse de 28 zoner fra Helsingør til Nakskov for ni zoners pris. Det vil hverken være rimeligt eller økonomisk forsvarligt.

På mandag den 6. juni mødes Movia med miljø- og teknikudvalget i Stevns kommune, og her vil de drøfte de kommende takststigninger.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App