Stevns vil ikke investere i kul og olie

Kommunerne landet over kan nu undgå at investere i kul og olie. Stevns er en af de kommuner, der valgt at sige nej til den forurenende energi.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et årelangt pres på landets banker fra kommuner og græsrødder har virket.

Danske Bank og Jyske Bank tilbyder nu kommuner og pensionsselskaber, at de kan anbringe deres midler i investeringspakker, som er renset for selskaber inden for kul, olie og gas.

Det sker gennem centrale kapitalforvaltere som Danske Invest og Jyske Invest, der har gennemgået deres aktiepuljer med tættekam.

Muligheden for "fossilfrie" investeringer har været et stort ønske fra kommuner, som har vedtaget mål om at begrænse CO2-udledningen eller blive helt klimaneutrale.

De måtte erkende, at deres pengeinstitutter ikke kunne følge med i den grønne omstilling.

Men før sommerferien blev roret lagt om i Jyske Invest, oplyser investeringschef Jens Christian Thellesen.

- En del større kunder har udtrykt ønske om det her, så vi tilbyder nu en ekstra aktieafdeling, hvor vi frasorterer fossile brændsler i vores globale aktier. Over tid forventer vi ikke, at det vil påvirke afkastet, siger han.

Flere kommuner overvejer

Blandt de kommuner, der allerede har besluttet at "diveste" - det tekniske begreb for at afhænde aktier i den fossile energi - er udover Stevns - Roskilde, Fredericia, Frederikssund og København. Mange andre kommuner overvejer - heriblandt Odense, Aarhus og Aalborg.

Hos Danske Invest er erfaringerne indtil videre gode og interessen voksende, oplyser Danske Banks chef for ansvarlige investeringer, Thomas Kjærgaard.

- Vi oplever, at flere kunder vil tilpasse deres investeringer i forhold til målet i klimaaftalen fra Paris og dermed reducere deres CO2-aftryk, siger han.

Udviklingen glæder Katrine Ehnhuus, koordinator for lobbyforeningen AnsvarligFremtid. Den arbejder for at få kommuner og pensionskasser til at trække sig ud af klimaskadelige investeringer.

- Bankernes manglende evne til at levere fossilfrie investeringsprodukter har været en kæmpe barriere for de kommuner, der ikke ønsker at støtte klimasyndere, og som ønsker at undgå den stigende risiko, der er ved investeringer i fossil energi, siger hun.

På den modsatte fløj står Kolding, hvor byrådsflertallet i foråret stemte nej til et SF-forslag om at frasælge aktier i "fossile" selskaber.

Bankernes nye kurs har ikke fået borgmester Jørn Pedersen (V) til at skifte mening.

- Man vedtager noget, man reelt ikke kan kontrollere, siger han.

/ritzau/


Nyhedsoverblik