Stevns sætter ind mod ordblindhed

Nu skal ordblinde som Marie Juncker have samme muligheder som andre elever. Derfor har man på Stevns indført et intensivt undervisningsforløb for ordblinde.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Store Heddinge Skole på Stevns har man slået alle de bedste metoder til at hjælpe ordblinde sammen og givet 12 elever et intensivt fem ugers undervisningsforløb i skrivning og læsning. Målet er, at eleverne skal lære at bruge de mange it-hjælpemidler, der findes.

- Problemet er, at rigtigt mange elever blot får en it-rygsæk, men rigtigt mange lærer ikke at bruge den. Det er netop det, vi fokuserer på, siger Jannick Stærmose Mortensen, skoleleder på Store Heddinge Skole.

To år under niveau
En af eleverne er Marie Juncker. Hun går i 4. klasse, men læser og skriver som en i anden klasse. Fælles for alle eleverne, der deltager, er, at de læser og skriver to år under deres klassetrin.

- Jeg synes, at det var svært at skrive. Derfor var jeg heller ikke særligt glad for dansk, sige Marie Juncker.

Også Marie Louise Skipper, der går i 9. klasse kender følelsen af ikke at kunne følge med i dansktimerne.

- Det har ikke været særligt sjovt, fordi jeg man har følt sig dummere end de andre, siger hun.

Stor hjælp
Heldigvis for eleverne får de nu hjælp deres skole, hvor det normale skoleskema er skiftet ud med ren læse- og skrivetræning på computer.

- Eleverne de bliver selvkørende. Eleverne i centreret får nogle redskaber, så ligegyldigt hvilken situation de bliver sat i, så kan de begå sig, siger Jannick Stærmose Mortensen.

 Et vigtigt redskab er blandt andet en scanner, der læser bøgerne højt for eleverne.

- Det er meget rart, fordi hvis man synes, der er en bog, der er spændende, så gider man ikke have en mor til at læse den op, siger Marie Juncker.

”Det betyder utroligt meget”
Det er undervisernes oplevelse, at eleverne udvikler sig meget under de fem uger.

- Det betyder utroligt meget. Jeg kan fortælle, at jeg havde en elev i 7.-8. klasse, der allerede efter tredjedagen kom og sagde, nu har jeg skrevet en boganmeldelse, det har jeg aldrig prøvet før, fortæller David Møller, der er en af de to undervisere på kurset.

Projektet er lavet i samarbejde med Stevns Kommune og koster på årsplan 500.000 kroner. Efter Store Heddinge Skole går turen til Hotherskolen og Strøbyskolen. Det forventes, at projektet skal gennemføres i tre år.


Nyhedsoverblik