Stevns Klint tættere på verdensarvsliste

I dag skal Stevns Klint bedømmes med henblik på at blive optaget på Unescos verdensarvsliste. Lykkedes det, går en gammel drøm i opfyldelse for kommunen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er måske nok lidt sommerfugle i maven hos nogle af kommunens folk på Stevns i dag og frem til fredag. Her besøger folk fra organisationen IUCN området for at bedømme Stevns Klint med henblik på, om seværdigheden kan komme med på Unescos verdensarvsliste.

I 2010 blev Stevns Klint optaget på den såkaldte tentativliste, der er et af skridtene i ansøgelsesproceduren til listen, og nu kommer klinten altså et skridt nærmere en optagelse.

Indeholder unikke spor

Stevns Kommune har gennem nogen tid arbejdet målrettet på at blive optaget på listen og har blandt andet lavet en forening samt nedsat en task force, der har arbejdet med at sørge for rammerne omkring dagens besøg.

Stevns Klint er unik, fordi den indeholder spor af et asteroidenedslag, der ramte jorden og medførte global katastrofe og massedød. Nedslaget medførte, at flere former for liv uddøde - blandt andet dinosaurerne.

Først svar næste år

Lykkedes det Stevns Klint at komme på verdensarvslisten kommer den i selskab med steder og monumenter som Roskilde Domkirke, Kronborg og Jelling-monumenterne samt internationale steder som Grand Canyon, Den Kinesiske Mur og Akropolis. 

IUCN står for den faglige vurdering af Stevns Klint. Næste år indsender organisationen bedømmelsen til Unesco, og så får Stevns Kommune svar på, hvorvidt klinten er kommet på den fornemme liste.


Nyhedsoverblik