Stevns Danmarks dårligste kommune for langtidsledige

Der er stor forskel på, hvor godt kommunerne klarer at få langtidsledige i job igen. Værst i Danmark er Stevns og Lolland Kommuner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Alt efter hvilken kommune du bor i, er der meget stor forskel på, hvor stor chancen for at komme ud af ledighed og i gang i et andet job er.

Og bor du i Stevns eller Lolland Kommuner – så ser det rigtig skidt ud. Kommunerne er nemlig henholdsvis den værste og næst værste kommune til at få langtidsledige i gang igen i hele landet.

Det viser en opgørelse fra Ugebrevet A4.

Der er et fald på landsplan

Målt over et år på landsplan er langtidsledigheden faldet med 10 procent, fremgår det af opgørelsen, som er baseret på tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Men der er meget store forskelle mellem de forskellige jobcentres resultater.

I nogle jobcentre er antallet af langtidsledige blevet bragt ned med næsten 40 procent. I andre jobcentre er udviklingen gået den stik modsatte vej, og køen af langtidsledige er vokset med op til 14 procent. Det er tilfældet i Stevns Kommune, mens det tilsvarende tal for Lolland Kommune er 11 procent.

Lokal krise kan ikke forklare forskellen

I nogle områder har der været store fyringsrunder i industrien, og det giver naturligt nok en bølge af ledige og senere langtidsledige. Men forskellen mellem 40 procents nedgang og 14 procents stigning i langtidsledigheden er så stor, at den ikke kan forklares alene ud fra forskelle i erhvervsliv og lokal økonomi i kommunerne. Det påpeger arbejdsmarkedsforsker og professor Henning Jørgensen fra Aalborg Universitet.

- Det er en dramatisk forskel, når tallene spænder mellem et fald på 40 procent til en stigning på 14 procent. Der er altså stor forskel på, hvordan man som langtidsledig kan regne med at blive behandlet rundt om i landet, siger han.

 Han påpeger, at tallene er et meget godt udtryk for, hvor meget kommunerne har gjort, før regeringen i efteråret satte ind med akutpakken med hjælp til de langtidsledige.

- Kommunegrænsen har stor betydning, for tallene viser jo noget om, hvem der har taget fat på problemet med langtidsledige, og hvem der ikke har taget fat på problemet.

Forbund forarget

De store forskelle i hjælpen til langtidsledige forarger Per Christensen, som er forbundssekretær i 3F. Forbundets a-kasse - med omkring 10.000 langtidsledige medlemmer - topper listen over a-kasser med flest langtidsledige.

- Det kan ikke passe, at ens postnummer skal være afgørende for den indsats, man som ledig kan forvente at få i sit jobcenter. Det er helt uacceptabelt og viser endnu en gang, at kommunerne driver jobcentrene efter forgodtbefindende, mener Per Christensen.

 

 


Nyhedsoverblik