¨

Slagsmålet om penge til Østbanen fortsætter: - De sparker en åben dør ind

Lige siden midten af december 2019 har togene på Østbanen kørt med nedsat hastighed, fordi skinnerne er slidte. Foto: Toke Grøndahl - TV ØST

Østbanen mangler mindst en halv milliard, men trods pres fra partifæller i både kommuner og regionen, tøver regeringen. Oppositionen savner handling.

I denne uge blev der gjort endnu et forsøg på at sikre penge til den nedslidte Østbane på Østsjælland.

Tre socialdemokrater fra Stevns og Faxe Kommuner fik tirsdag i denne uge foretræde i Transportudvalget for at tale deres sag omkring den trafikale livsnerve i hjemstavnen.

Sagen drejer sig om den lokale jernbane – Østbanen – som ikke alene trænger til nye skinner for over en halv milliard kroner. Der er også plads til yderligere forbedringer, som ifølge byrådsmedlem og 1. viceborgmester fra Stevns, Steen S. Hansen (S), kan være med til at få flere til at køre med toget.

- Vi foreslår nogle forbedringer for Køge Station og nordpå, og det gør vi, fordi vi mener, at man derved kan få hurtigere tog fra Rødvig og Faxelade Plads til København, siger byrådsmedlemmet, der var draget til København sammen med partifællerne Henning Urban Dam, byrådsmedlem i Stevns Kommune, og Christina Birkemose, 2. viceborgmester i Faxe Kommune.

- Det er en køretidsoptimering i tillæg til de nye skinner, der gør det attraktivt for borgeren i både Stevns og Faxe at tage toget til København fremfor bilen.

Fire minutter sparet

De tre var mødt op ud fra en klar forudsætning om, at der skal anlægges nye skinner for 510 millioner kroner, hvilket også blev nævnt ved dagens foretræde. De bakker ligesom regionen op om, at pengene til dette bør findes på nationalt niveau.

Dertil anslår Steen S. Hansen, at forbedringerne, de foreslår, vil koste op til 200 millioner kroner ekstra.

Det vil medvirke til yderligere samlet fire minutter sparet – vel at mærke den dag de nye skinner er anlagt. Dermed vil den samlede rejsetid komme ned under en time fra både Rødvig og Faxe Ladeplads til København.

Togene kører i dag med nedsat hastighed, fordi skinnerne er slidte, og rejsetiden er derfor i dag mere end en time og 24 minutter fra de to endestationer til København.

Artiklen fortsætter under grafikken.

03:12

<em>Grafik: Lonni Christiansen & Nick Abildgaard.</em>

Luk video

Pengene mangler

Selvom det er partifæller til de tre byrødder, der sidder ved roret på Christiansborg, så er der endnu ikke fundet en løsning for de penge, som mangler til en istandsættelse og eventuel opgradering af Østbanen.

Ikke en eneste krone er bevilliget fra statskassen til den nedslidte Østbanen. På papiret er Østbanen Region Sjællands ansvar, hvor også formand Heino Knudsen, der ligeledes deler partimedlemskab med den siddende regering, har bedt om økonomisk hjælp fra statskassen til den trængte jernbane.

Regionen har tidligere fremført, at de tilskud, som staten tildeler regionerne til at drive lokalbanen, slet ikke rækker til skinnerenovering.

Transportudvalget har imidlertid sendt spørgsmålet om penge videre til forhandlingerne om finansloven eller infrastrukturforhandlingerne, der, som situationen er i dag, ligger endnu længere ude i fremtiden.

Jeg synes, det står og falder lidt tilbage på dem selv, socialdemokraterne

Hans Kristian Skibby, transportordfører, Dansk Folkeparti

Og uret tikker. For ifølge de foreliggende rapporter holder Østbanen ikke længere end 2023.

Sparker en åben dør ind

Fra Dansk Folkeparti, sad transportordfører Hans Kristian Skibby med til dagens møde i Transportudvalget. Han understreger, at selvom Dansk Folkeparti næppe har den store indflydelse på de kommende forhandlinger om finansloven, så finder han sympati for de tre socialdemokraters forslag.

- Hos DF sparker de en åben dør ind, siger han og gør det klart, at Dansk Folkeparti støtter op om renoveringen af Østbanen – og for så vidt også de forbedringsforslag, der blev fremlagt i dag.

Men bolden bliver straks sparket retur.

- Jeg synes, det står og falder lidt tilbage på dem selv, socialdemokraterne. For det kræver, at de indkalder til nogle forhandlinger. Vi har mange projekter, hvor Østbanen er et af de store, og som var med i vores transportaftale fra sidste år, siger Hans Kristian Skibby og tilføjer:

- Det er socialdemokrater, der modarbejder socialdemokrater i den her sag. Det er fint, de kommer og gør opmærksom på den her sag, men spørgsmålet er pengene. Det er mange penge der skal til. Vi vil gerne være med til at finde en løsning – men der er så mange socialdemokrater i den her proces, at de falder over hinandens ben, og de kan ikke finde ud af, hvad de mener.

VIDEO: Både pendlere og lokale politikere er trætte af Østbanens tilstand, fortalte de i oktober sidste år.

01:18

Foto: TV2 ØST

Luk video

Vil ikke investere i gamle skinner

Fra Venstre var transportordfører Kristian Phil Lorentzen med til mødet, hvor de tre byrødder forelagde deres sag.

- Der er rigtig mange forslag fra hele landet, som vil indgå i en samlet vurdering, siger han og bemærker også, at han har kendskab til projekter, som står før det de tre byrødder præsenterede.

Som hos Dansk Folkeparti peger også Venstremanden på, at det som bekendt er byrøddernes egne partifæller, der afgør, om det i sidste ende bliver en stor eller lille pose penge, hvorfra der kan deles ud af til projekter, som det der blev fremlagt for Østbanen.

I udgangspunktet holder Venstre dog fast i, at alt, hvad der vedrører vedligeholdet - altså regningen på godt en halv milliard til nye skinner på Østbanen - fortsat er regionens ansvar.

Det er regionen, der har ansvaret for Østbanen – det må de tale med finansministeren om

Kristian Phil Lorentzen, transportordfører, Venstre

- Omkring Østbanen har vi gennemført undersøgelser af BRT, altså hurtigtkørende busser – og det står klart, at det skal vi ikke satse på. Der er brug for den bane – men der er et investeringsbehov, siger Kristian Phil Lorentzen, der tidligere har udtrykt opbakning til, at regionen kunne få penge til at omlægge Østbanen til busser.

Men når det kommer til at renovere de gamle skinner, så afviser han, at det bliver med Venstres stemmer, at der vil blive fundet penge til Østbanen i de kommende infrastrukturforhandlinger, da stakken af projekter her tårner sig op.

- De sparsomme anlægskroner, vi har, skal ikke gå til opgraderingen af spor. Det er regionen, der har ansvaret for Østbanen – det må de tale med finansministeren om, siger Kristian Phil Lorentzen.

Region Sjælland besluttede allerede i midten af juni måned, at Østbanen skal renoveres efter at en alternativ busløsning, var blevet undersøgt. Siden er man dog ikke kommet nærmere nogen afklaring af situationen på Østbanen.

Det har ikke været muligt at få regeringen i tale i egenskab af partiets transportordfører Thomas Jensen.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App