Rapport: Lynetteholm-slam spreder sig mindre end ventet

Den første af en række rapporter, der kigger på spredningen af den slam der flyttes fra Københavns Havn til Køge Bugt, er landet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ord som klapning og gytje er ord, man måske er stødt på, hvis man har fulgt med i Lynetteholms-projektet.

Som led i anlægsarbejdet begyndte By & Havn den 6. januar at flytte store mængder havbundsmateriale - såkaldt gytje - fra Københavns Havn til Køge Bugt.

Det foregår på store pramme, der med låger i bunden kan tømme en ladning slam ud i havet. Den såkaldte klapning.

Læs også
Syv borgmestre danner alliance mod Lynetteholm: - Vi har tænkt os at blive ved, så længe vi kan
Læs også
Syv borgmestre danner alliance mod Lynetteholm: - Vi har tænkt os at blive ved, så længe vi kan

En manøvre, der har fået kritisk opmærksomhed fra begge sider af Øresund. På den danske side fra en række kommuner beliggende ud til Køge Bugt og på den svenske side fra det skånske miljøtilsyn Länsstyrelsen.

Begge parter frygter, hvordan klapningen af næsten to mio. kubikmeter slam vil påvirke miljøet i Øresund og Køge Bugt. Men nu er der ifølge By & Havn godt nyt til de bekymrede parter.

Rapport anslår mindre spredning end antaget

En rapport, der er offentliggjort onsdag, viser ifølge By & Havn nemlig, at den gytje man foreløbigt har klappet - cirka 77.400 tons - har spredt sig mindre, end man har antaget, det ville.

Således har 86 procent af alt gytjen lagt sig inden for den markerede klapningsplads. Det er langt mere, end de 45 procent det blev vurderet til i Lynetteholms miljøkonsekvensrapport. Det bemærkes dog også, at den gytje man indtil nu har flyttet, er grovkornet, og at man må forvente en større spredning ved mere finkornet havbundsmateriale.

Læs også
Klimabevægelse dropper krav mod Lynetteholm: - Det er en rigtig dårlig nyhed
Læs også
Klimabevægelse dropper krav mod Lynetteholm: - Det er en rigtig dårlig nyhed

Rapporten er en såkaldt hindcast-rapport, der laves hver 5.-6. uge klapningen står på.

Udover at kigge på sedimentspredning vurderer rapporten desuden, om de prognoser By & Havn orienterer sig efter, når de skal vurdere om strøm- og vejrforhold egner sig til klapning, også holder stik.

Også her kommer rapporten med positive konklusioner. Her er meldingen nemlig, at prognoser og virkelighed i store træk har stemt overens.

- Det betyder, at vi sammen med vores entreprenører kan navigere præcist efter de ugentlige forecasts(vejrudsigter, red.) og planlægge at indstille klapningen de dage, hvor der ikke er de rigtige forhold til at klappe, siger Ingvar Sejr Hansen, udviklings- og salgsdirektør i By & Havn i en pressemeddelelse.

Forventer fortsat debat

Ingvar Sejr Hansen forventer dog ikke, at denne rapport får debatten om klapning i Køge Bugt til at forstumme.

- De vil sikkert også læse de kommende rapporter om, hvordan det videre projekt forløber, med store interesse, men jeg håber da, at det her beroliger dem i, at det her ser fornuftigt ud og vi holder os inden for de rammer, som der er udstukket fra den miljøundersøgelse der er lavet forud for loven, siger han til TV 2 Lorry.

Klapningen udføres kun i vinterhalvåret, hvor den biologiske aktivitet i Øresund er lavest, og arbejdet sættes derfor på pause fra den 31. marts til i efteråret. Inden da forventes endnu en hindcast-rapport.


Nyhedsoverblik