Narkobilist uden kørekort kørte børn til skole

En 18-årig mand blev mandag anholdt narkopåvirket på parkeringsplads ved Strøby skole. 2 børn sad i bilen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 18-årig mand fra Faxe blev mandag anholdt af politiet, efter han uden kørekort og påvirket af euforiserende stoffer havde kørt rundt med 2 børn i bilen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Den unge mand blev anholdt på en parkeringsplads ved Strøby skole, og i bilen sad en 14-årig pige fra Store Heddinge og en 13-årig dreng fra Klippinge. Den 14-årige pige var ved at ryge en joint, da politiet standsede bilen – og hun havde yderligere noget hash på sig, viste den efterfølgende kontrol.

Slipper for straf

På den 13-årige dreng fandt politiet en række gavekort, øl-klippekort samt et Tivoli-guldkort med andres navne på. Derfor blev han ligesom den 18-årige og 14-årige anholdt.

 Hverken drengen eller pigen kan sigtes for noget, fordi de begge er under den kriminelle lavalder på 15 år – men deres forældre er blevet kontaktet om både politiets undersøgelser og politiets bekymring for deres adfærd og selskab.

Den 18-årige kan se frem til at blive kontaktet af politiet igen indenfor kort tid.


Nyhedsoverblik