Mystisk episode ikke opklaret - vidner efterlyses

Mystikken breder sig omkring en påstået hændelse i St. Heddinge fredag aften. Politiet er på bar bund og hører gerne fra vidner.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En kvindelig bilist var fredag vidne til en usædvanlig oplevelse på Stevns, som endnu er uopklaret. Midt- og Vestsjællands Politi hører fortsat gerne fra vidner, der kan kaste lys over sagen.

Omkring kl. 20.15 fredag aften kommer kvinden kørende på Stevnsvej, da en sølvgrå Mercedes overhaler hende med høj hastighed. Bilen kører ind på en nærtliggende rasteplads på Rødvigvej og parkerer side om side med en hvid varevogn. Herefter ser kvinden to personer bære på en tredje person, som efter kvindens bedste dømmekraft er bevidstløs.

Mangler vidner

Midt- og Vestsjællands Politi efterlyste efterfølgende vidner til hændelsen. En enkelt person mente at have set en tilsvarende sølvgrå Mercedes på samme rasteplads 2. juledag, men herudover er politiet fuldstændig på bar bund. Ingen personer er meldt savnet, og ingen har rapporteret ind om julebranderter eller lignende. Så hvad der ligger bag den mystiske hændelse, står endnu hen i det uvisse.

Har du oplysninger, der kan opklare mysteriet? Kontakt Midt og Vestsjællands Politi på telefonnummer 114. 

 

 


Nyhedsoverblik