Lillebror meldte harpundykker savnet

Redningshelikopter og brandvæsen ledte lørdag aften efter en 29-årig harpundykker i havet ud for Stevns.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var en bekymret lillebror, der lørdag aften satte en større redningsaktion i gang, skriver Ekstra Bladet.

Manden havde stået på strandkanten ved Strøby Ladeplads på Stevns, men da han på et tidspunkt mistede kontakten til sin bror, der dykkede efter havørreder i vandet, ringede han til alarmcentralen.

Kort efter blev både en redningshelikopter fra Søværnet og mandskab fra Stevns Brandvæsen sendt til stedet. Da helikopteren nåede frem, sørgede den 29-årige harpundykker for selv at afblæse aktionen.

- Han kommer så op til overfladen og sender sådan et ok-tegn, som dykkere bruger. Der var med andre ord ikke behov for at hente ham op fra vandet, siger vagtchefen til avisen.