På den sikrede afdeling Stevnsfortet sidder en gruppe af unge mellem 12 og 18 år. Vi må ikke vidergive, hvad de har gjort for at blive anbragt der, men der bliver skelnet mellem to årsager.
Enten er de retsligt anbragt. Altså som varetægtfængslet for at afvente afgørelse i en retssag eller for at afsone en dom. Ellers er de kommunalt anbragt, typisk grundet sociale problemer.
Men en ting har de alle tilfælles - de er afskåret for omverden.
Da jeg havde min frihed, kunne jeg ringe til mine venner og mødes under blokken og tage på en café eller noget andet. Det kan man ikke her, for man er som sagt indespærret. Så det er lidt stramt at sidde inde.
TV ØST har fået et sjældent indblik i livet bag de høje jerngitre og tunge metaldøre. Så her er fortællingen om, hvordan det er at må affinde sig med tremmer, når ens teenagevenner lever frit.
De skal have en stabil hverdag
Forstanderen på Stevnsfortet, Peter Jørgensen, starter de unges dag klokken otte med at vække dem. Han tager først en runde og siger godmorgen, for så igen at tage endnu runde.
Netop det med at stå op på et fast tidspunkt, at skulle sove, spise og i skole i bestemte rutiner, er fast forankret på afdelingen.
- Målet er at skabe en hverdag for de unge, hvor de oplever at være sammen med voksne, der vil dem det godt. Hvor de får en struktur på hverdagen og oplever, at det er godt at stå op om morgen, komme i seng om natten og have noget at give sig til i løbet af dagen, fortæller Peter Jørgensen.
Det er nogle skræmmende historier de kommer med. Så vores fornemmeste opgave er at kigge på dem, som de mennesker de er og de ting de indeholder.
Han viser også kiosken frem, som de unge kan handle i. For når man sidder bag låste døre, så kan man ikke lige rende i 7-Eleven.
Der er et potentiale i alle
Der er plads til 11 unge mennesker på Stevnsfortet. Hver og én af dem har deres egen historie og deres egen grund til at være havnet, hvor de er. Derfor bliver de også alle behandlet som individer.
- Det er nogle skræmmende historier de kommer med. Så vores fornemmeste opgave er at kigge på dem, som de mennesker de er og de ting, de indeholder. Derfor kræver det et helt særligt menneskesyn at arbejde her på stedet, fortæller Peter Jørgensen.
Når han snakker om et særligt menneskesyn, så er det, fordi personalet skal kunne se forbi det hårde ydre, de unge har fået tillagt sig. De skal kunne se dybere end det.
Der er et potentiale i alle, og alle kan noget. Så er det vores opgave at finde og understøtte det.
- Der er et potentiale i alle, og alle kan noget. Så er det vores opgave at finde og understøtte det, siger han.
Fortryder sine handlinger
En af historierne tilhører 17-årige Marwan. Han har været varetægtsfængslet i to uger på Stevnsfortet, men må ikke fortælle os hvorfor. Han mærker tydeligt forskellen på de to sider af det høje hegn, der omgiver stedet.
- Da jeg havde min frihed, kunne jeg ringe til mine venner og mødes under blokken og tage på en café eller noget andet. Det kan man ikke her, for man er som sagt indespærret. Så det er lidt stramt at sidde inde... Det føler jeg i hvert fald, fortæller han.
Han fortryder sine handlinger, og så fortryder han, at han ikke fik snakket med nogle om det, mens han havde muligheden. For nu må han ikke snakke med nogle uden for muren, og derfor er hans højeste ønske også meget simpelt:
- Det er at snakke med min mor. At høre hendes stemme. Ærligt, slutter han af.