¨

Gymnastiklærer smittet - efterskole sender 184 elever hjem

Alle elever og lærere på Gymnastikefterskolen Stevns er sendt hjem, efter en lærer er testet positiv med covid-19. Læreren har været tæt på flere elever i forbindelse med springgymnastik.

Alle elever på Gymnastikefterskolen Stevns er sendt hjem, efter en idrætslærer er smittet med corona. Foto: Gymnastikefterskolen Stevns

184 elever på Gymnastikefterskolen Stevns har i dag fået en nedslående nyhed.

En lærer er blevet testet positiv for corona, og det betyder, at skolen ud fra et forsigtighedsprincip sender hele holdet hjem – foreløbigt til og med mandag, hvor forstander Carlo Mathiasen håber, at de første kan vende tilbage.

Spørger du eleverne, så er de megatrætte af det og kede af det – og det er jeg også

Carlo Mathiasen, forstander, Gymnastikefterskolen Stevns

- Vi gør det ud fra et forsigtighedsprincip af respekt for både lærere og elever, siger forstander Carlo Mathiasen til TV2 ØST.

- Han (læren red.) har selvfølgelig ikke haft symptomer. Han har været til et arrangement hen over weekenden og fik efterfølgende at vide, at han der havde været i kontakt med en smittet.

En efterfølgende test har vist, at læren var blevet smittet, og derfor gik Carlo Mathiasen onsdag morgen straks i gang med at forebygge risikoen for yderligere smitte blandt både lærere og elever, som derfor nu er blevet sendt hjem.

- Spørger du eleverne, så er de megatrætte af det og kede af det – og det er jeg også. Men vi må bare handle på det, myndighederne siger, vi skal gøre.

Elever delt ind i to kategorier

Både elever og lærere er sendt hjem uafhængigt af, om de er nære kontakter til den smittede lærer.

- Vi arbejder med to kategorier. Kategori 1 er dem, som har været i tæt kontakt med den pågældende lærer i forbindelse med springgymnastik. De er sendt hjem til test og kan tidligst testes på fredag og igen søndag, forklarer forstanderen.

Efter to negative test vil eleverne i første gruppe igen kunne vende tilbage til skolen.

- Den anden gruppe kunne i princippet godt være blevet på skolen ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed, da de ikke er i risikogruppe. Men vores udfordring er, at mange at den pågældende lærers kollegaer er tætte kontakter og derfor også sendt hjem til test, siger forstanderen og tilføjer:

- Vi følger ministeriets anvisninger og kører nu fjernundervisning de næste dage.

Kan måske vende tilbage mandag

For at hjemsendelsen skal gå så lidt ud over elevernes efterskoleophold som muligt, har skolen ændret i skemaet, så en større selvvalgt opgave senere på efteråret nu er rykket frem, så eleverne kan arbejde på den, imens de alligevel skal være hjemme.

Nu skal vi bare have dem tilbage og så sparker vi røv og kører videre

Carlo Mathiasen, forstander, Gymnastikefterskolen Stevns

Siden efterskolerne igen fik lov til at åbne efter forårets to måneder lange nedlukning, er der nu ændret på retningslinjerne, så op til 30 elever må opholde sig sammen. Samtidig er der indført strenge krav om to gange daglig rengøring og afspritning.

Ifølge forstanderen gør eleverne en stor indsats for at overholde retningslinjerne.

- Jeg synes, vores elever gør det godt. De er meget bevidste omkring den risiko, der er for, at skolen må lukke på grund af smitte.

- Nu skal vi bare have dem tilbage, og så sparker vi røv og kører videre.

Carlo Mathiasen håber, at kunne byde de første elever velkommen tilbage mandag aften, hvor han selv tager vagttjansen for at sikre, at skolen kan genåbne så hurtigt som muligt.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App