¨

Frugtavlere må lukke vejsalg: Kunder betaler ikke

Foto: TV ØST

Traditionelle grøntsags - og frugtboder ved vejene i regionen er under pres, fordi kunderne tager varerne uden at betale. Ærgerligt, mener Landbrug & Fødevarer.

Hos Engvang Frugt & Specialiteter ved Strøby er det nu slut med salg af varer langs vejkanten. Indehaver Dan Christensen har lukket to ud af sine tre ubemandede frugtboder fordi kunderne ikke betaler for varerne.

- Vi har oplevet svind helt op til 30 procent og det er jo sådan set lig med, at nogle vil tage ens løn, når de ikke betaler for de varer, de tager, siger Dan Christensen.

I Rødvig har Engvang-plantagen én enkelt vejbod med frugt tilbage. Her har Dan Christensen dog valgt at tage sine forholdsregler og derfor kan kunderne nu kun betale kontant for varerne på den lokale kro eller fra mobilen.

- Det går jo ud over de forkerte og jeg synes, det er så umoralsk, tænk på de stakkels mennesker, der har plukket bærrene, siger Inge Nielsen fra Rødvig, der én gang om ugen handler i vejboden.

Hos Landbrug og Fødevarer kender de godt til problemet hos de lokale producenter og det er et fænomen, der skuffer organisationen for de danske landmænd.

- Jeg håber, at de forbrugere, der gør det, skammer sig. For  det er mangel på respekt overfor dem, som har gået og sået og passet de produkter, siger Else Nørgaard, der er chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.

Hos Engvang Frugt og Specialiteter foregår det meste af salget nu fra gårdbutikken, hvor kunderne kan betjenes personligt.

- Det er super ærgerligt, at vi må lukke og skuffe en masse reelle kunder, siger Dan Christensen. 

 

 

03:09 Luk video

 

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App