Brugsrøveres flugtbil fundet på Stevns

Politiet har fundet den Ford Mondeo, som tre røvere kørte væk i efter et væbnet røveri i SuperBrugsen i Store Heddinge på Stevns.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den stjålne sølvmetallic Ford Mondeo, som tre maskerede mænd kørte væk i, efter at have tømt kasseapparaterne i SuperBrugsen i Store Heddinge på Stevns, er blevet fundet. Men politiet har fortsat ikke anholdt røverne.

Flugtbilen blev tidligt fredag morgen fundet ved Gjorslev Gods lidt nord for Store Heddinge. Det var en borger, der ringede til politiet efter omtale af røveriet. Politiets teknikere undersøger nu, om der er efterladt noget i bilen, der kan lede politiet på sporet af røverne. Området omkring det sted, hvor bilen blev fundet, bliver undersøgt med hunde.

- Det er usikkert, om vi finder noget, så vi er interesserede i at høre fra borgere i området, der har set noget usædvanligt mellem torsdag aften og fredag morgen. Det er trods alt et sted, hvor der ikke er særlig stor trafik, siger vagtchef Thomas Jørgensen, Midt- og Vestsjællands Politi.

Røveriet fandt sted torsdag aften. Røverne trængte ind i baglokalet, hvor de med kniv og et oversavet jagtgevær holdt personalet op og tvang dem til at udlevere penge.

Politiet karakteriserer røveriet som et røveri af særlig farlig karakter.

/ritzau/


Nyhedsoverblik