Brugs ramt af rotteplage: Jeg er utrolig ked af, at det skal ske igen

Dagli’ Brugsen i Rødvig har topprioritet på hovedkontoret hos Coop. Brugsen er for anden gang på seks uger lukket på grund af rotter i butikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Rotter og fødevarer hænger ikke sammen. Det ved de alt om i Dagli’ Brugsen i Rødvig, der siden lørdag har været lukket, fordi man fandt spor af en rotte i butikken.

Det er anden gang inden for seks uger, at Brugsen må holde lukket på grund af fund af rotter.

quote Vi har kasseret en masse varer. Der er ikke noget, der skal skade vores kunder

Peter Thomsen, uddeler, Dagli´ Brugsen, Rødvig

- Det er meget beklageligt, men det er ikke den samme rotte, kan jeg sige. Vi tager alle forholdsregler. Vi har kasseret en masse varer. Der er ikke noget, der skal skade vores kunder, siger Peter Thomsen, uddeler, Dagli´ Brugsen, Rødvig til TV ØST.

En rotte er måske lille, men den har store konsekvenser for en butik, der sælger fødevarer.

- Den her gang er vi højt prioriteret inde hos Coop. Vi har ikke råd til, at det sker igen. Jeg tør ikke sætte tal på, men vi er måske oppe på 200-300.000 kroner, siger Peter Thomsen.

Først på taget – nu i afløbet

Da Brugsen sidst måtte lukke, havde en rotte været på spil på loftet i butikken. Denne gang kommer rotten nedefra.

- Vi har et afløb i forbindelse med vores køler, og ved siden af det afløb var der et hul. Det er nu blevet cementeret. Vi har efterfølgende sat afspærring op i området og vi har drysset mel ud, men der er ingen spor af rotten mere, siger Peter Thomsen.

quote Vi har drysset mel ud, men der er ingen spor af rotten mere

Peter Thomsen, uddeler, Dagli´ Brugsen, Rødvig

Nu venter personalet bare på at få lov til at åbne igen.

- Vi har gjort alt. Hele butikken bliver gjort grundigt rent og alle varer og hylder bliver desinficeret af et professionelt firma inden åbning, siger Peter Thomsen.

Håber på kundernes forståelse

Der er kun gået 24 timer, siden man lukkede rottens adgang til butikken, men der skal gå mindst 48 timer, før butikken igen kan åbne.

- Jeg er utrolig ked af, at det skal ske igen. Især over for mine kunder og vores troværdighed, men jeg håber, at kunderne forstår, at vi ikke vil gå på kompromis med sikkerheden, siger brugsuddeleren.

Dagli’ Brugsen i Rødvig håber at kunne åbne igen torsdag morgen. 


Nyhedsoverblik