Det var et kedeligt syn, der tidligt torsdag morgen mødte halinspektør Egon Wille og hans kollegaer, da de kom frem til Strøby Idrætscenter på Stevns.
Kort før klokken 07.00 var der opstået brand i et redskabsskur, der ligger som en tilbygning til idrætscenteret i udkanten af Strøby.
Nu skal vi have gjort rent, fordi der lugter af røg
- Det var ikke lige den måde, man havde lyst til at starte december på, siger Egon Wille.
Branden i redskabsskuret opstod i en el-installation, hvor der ifølge Egon Wille var sket en kortslutning.
Det lokale brandvæsen fik forholdsvis hurtigt branden under kontrol. Men flammerne nåede dog at sprede sig til spærrerne i taget, som blev beskadiget og derfor måtte brækkes ned.
Samtidig var der en kraftig røgudvikling på stedet, og det får konsekvenser for idrætscenteret.
- Nu skal vi have gjort rent, fordi der lugter af røg, og vi har aflyst aktiviteterne i de to haller, siger Egon Wille.
Intet overblik over økonomiske konsekvenser
Aflysningerne rammer indtil videre de lokale skoleelever og foreninger hele torsdagen.
Hvorvidt idrætscenteret må holde lukket flere dage, kan Egon Wille endnu ikke sige noget om.
Ifølge halinspektøren stod der blandt andet fodbold- og floorballbander i redskabsskuret.
På nuværende tidspunkt har han ikke overblikket over, hvor omfattende skaderne er – og hvor store de økonomiske konsekvenser er.
Fordi branden ifølge Midt- og Vestsjællands Politi opstod i en el-installation, betegner politiet sagen som afsluttet.
Ingen personer kom til skade ved branden.