¨

Billetkontrollør overfaldet med spyt, spark og skub

Foto: TV ØST

Spyt, spark og skub var svaret, da en kvindelig billetkontrollør i toget tirsdag henvendte sig til en 25-årig mand for at se billet.

Arbejdsdagen blev noget kedelig for en kvindelig billetkontrollør i et tog tirsdag formiddag. Klokken 11.13 anmeldte hun, at en udenlandsk mand i toget kort før ankomst til Hårlev station havde overfaldet hende.

Politiet kørte til stationen og anholdt en 25-årig asylansøger fra Marokko for vold mod kontrolløren. Hun oplyste, at den anholdte tidligere på dagen var kontrolleret i toget, men da han ikke havde noget billet, bortviste hun ham fra toget på Vallø station uden problemer.

Også anholdt i søndags

Kort før anmeldelsen bemærkede hun, at den anholdte nu igen steg på toget på Egøje Station i retning mod Hårlev. Da hun igen ville kontrollere hans billet, fik hun et skub og kort efter spyttede han togrevisoren i ansigtet og sparkede hende over benet.

Den anholdte oplyste at være på vej til Sandholmlejren, men han skal med assistance fra en tolk afhøres nærmere til sagen om vold mod tjenestemand i funktion.

Da den anholdte også blev anholdt den 2. februar i år i en tilsvarende sag om vold mod tjenestemand i Sydøstjyllands politikreds, har han overnattet i et arresthus, og politiets jurister forventer at fremstille ham i grundlovsforhør onsdag.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App