Bedre start på dagen: Dagplejer på Stevns henter de små på elcykel

På sin elcykel drager dagplejer Pia Sørensen hver morgen af sted for at hente børnene – en ordning, som har skabt glæde for både børn og forældre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Et forsøg i Stevns Kommune skal give børn i kommunens dagpleje en bedre start på dagen.

Forsøget går i al sin enkelhed ud på, at dagplejeren henter børnene hjemme, i stedet for at forældrene hver især møder ind i dagplejen for at aflevere.

quote Jeg cykler rundt og henter børnene, for at vi får en god start på dagen

Pia Sørensen, dagplejer, Store Heddinge

- Vi har valgt at lave en trilledagpleje, hvor jeg henter børnene, siger Pia Sørensen, der er dagplejer i Stevns Kommune og med i prøveordningen.

På sin eldrevne ladcykel og med såvel børn som dagplejer behørigt iklædt refleksveste og cykelhjelme cykler hun rundt i Store Heddinge.

- Mange børn har det lidt svært med at sige farvel til deres forældre. Det går meget bedre, når det er dem, der siger farvel. Så føler de ikke, de bliver forladt, forklarer Pia Sørensen ved cyklen en tidlig morgen, hvor TV2 ØST er taget med på tur.

Artiklen fortsætter under billedet.

I en tid, hvor dagplejerne alligevel skal være meget ude med børnene, er turen på cykel en perfekt start på dagen, siger dagplejer Pia Sørensen, der henter børnene hos deres forældre om morgenen.
I en tid, hvor dagplejerne alligevel skal være meget ude med børnene, er turen på cykel en perfekt start på dagen, siger dagplejer Pia Sørensen, der henter børnene hos deres forældre om morgenen. Foto: Jesper Truelsen- TV2 ØST

Ti minutter mere til hygge

Dagens eneste stop denne morgen er hjemme hos Mikkel Bennet Larsen, hvis søn, Mason, går i dagpleje hos Pia Sørensen.

Far Mikkel er glad for ordningen.

- Vi sparer i hvert fald ti minutter om morgenen, hvor vi kan gå og hygge os i stedet for at stresse med at komme ud ad døren og bare løbe, siger han.

Og på samme måde er den trillende dagpleje med til at give børnene en mere rolig start på dagen, fortæller Pia Sørensen.

- Jeg cykler rundt og henter børnene, for at vi får en god start på dagen og en stille og rolig start på dagen. Normalt ville vi køre ud at hente alle Masons venner, der går i dagplejen sammen med ham – men i dag er han desværre den eneste, siger hun og tilføjer:

- Men det gør, at vi kan få en hyggelig og stille morgen.

For mange børn er det meget nemmere at tage af sted fremfor at blive afleveret, fortæller Pia Sørensen, som siden efteråret har været med i prøveordningen.
For mange børn er det meget nemmere at tage af sted fremfor at blive afleveret, fortæller Pia Sørensen, som siden efteråret har været med i prøveordningen. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Store afstande kan blive en udfordring

Forsøgsordningen med trillende dagplejer skal evalueres i starten af marts. Selvom det tegner rigtig godt for Pia Sørensen og børnene i hendes dagpleje med en tur på cyklen fra den tidlige morgenstund, så er blandt andet Stevns Kommunes geografi en udfordring, der skal overvejes nærmere, forklarer Mette Dyhr Ottesen, der er daglig pædagogisk leder for dagplejen i Stevns Kommune.

- Vi skal lige finde ud af, om de store afstande i Stevns Kommune gør det så godt for børnene som overhovedet muligt i forhold til, at de ikke skal sidde for længe, når de bliver hentet rundt omkring, forklarer hun.

quote Drømmen er, at vi har en del af styrken, der er trilledagplejere

Mette Dyhr Ottesen, pædagogisk leder for dagplejen, Stevns Kommune

Mette Dyhr Ottesen lægger dog ikke skjul på kommunens håb om, at konceptet kan udbredes.

- Drømmen er, at vi har en del af styrken, der er trilledagplejere – men ikke, at alle skal være det. Jeg synes, der stadig skal være mulighed for, at man som forældre kan komme og aflevere sine børn, hvis man vil det, siger hun.

Tilbage i sadlen er Pia Sørensen og Mason ved at være fremme ved målet:

- Jeg kan rigtig godt selv lide at være ude. Vi nyder det og synes, det er dejligt at starte dagen med at få frisk luft, siger hun og tilføjer:

- Og i de her tider, hvor vi alligevel skal være ude, kan vi ligeså godt bruge det på at cykle.

Når dagen er omme, drager børnene hjem igen på mere traditionel vis. Her kommer forældrene hver især forbi dagplejen og tager deres børn med hjem.