Amatørgeolog Mette Hofstedt var mere end almindeligt heldig, da hun i 2015 gik en tur på stranden mellem Holtug og Mandehoved ved Stevns Klint.
På stranden lå en blok af såkaldt bryozokalk, og Mette Hofstedt kunne se, at der stak lidt a en ryghvivel fra en haj ud af den.
Jeg håber, det kan give endnu flere amatørgeologer blod på tanden til at gå på jagt efter fossiler ved klinten
Det skriver Stevns Netavis.
Blokken var tung, alligevel tog amatørgeologen den med hjem. Det var dog først her i vinter, at hun havde tid til at undersøge den nærmere.
Skal vurderes af eksperter
Det viser sig, at der ikke bare var en, men hele seks ryghvirvler i blokken. Ud fra størrelsen på hvirvlerne ser det ud til, at der har været tale om en stor haj på mellem 4 og 6 meter.
Fundet er sjældent. Hajers knogler består primært af brusk og derfor rådner de som regel hurtigere, end de kan nå at forstene. Men altså ikke i dette tilfælde.
Fundet er sendt ind til Danekræudvalget i Danmark, hvor det skal vurderes af en fransk ekspert i fossile hajer. Formanden for Danekræudvalget, Jesper Milàn, er begejstret for fundet.
- Det er altid glædeligt, når så flotte fund bliver gjort. Jeg håber, det kan give endnu flere amatørgeologer blod på tanden til at gå på jagt efter fossiler ved klinten, siger han til Stevns Netavis.
Nysgerrige kan fra den kommende uge selv se det unikke fund på Geomuseum Faxe. Fundet bliver en del af en ny kridttidsudstilling.