Afgående bestyrelse i Stevns Kommune spænder ben for det nye flertal

Hvem skal undvære en udvalgspost i Stevns Kommune? Det er spørgsmålet, efter den afgående kommunalbestyrelsen har sat en kæp i hjulet det nye flertal.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det lykkedes den afgående kommunalbestyrelse at spænde ben for det kommende flertal i Stevns Kommune. 

For det nye blå flertal med Anette Mortensen (V) i front ville gerne have udvidet antallet af politiske udvalg fra fire til fem. 

Men det fik kommunalbestyrelsen sat en stopper for, da de mente, at det var spild af skatteborgernes penge. Det skriver Sjællandske. 

Det ville nemlig koste 286.000 kroner ekstra om året at lønne den ekstra politiker i det ekstra udvalg. Så nu løber rygterne løbsk i Stevns.

For hvem skal nu undvære en udvalgspost?

Venstrekvinden løb med posten

Konstitueringen efter kommunalvalget den 21. november endte med, at Venstrekvinden Anette Mortensen med Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti og ikke mindst Nyt Stevns i ryggen kunne meddele, at hun havde flertal til at tage borgmesterposten.

Nyt Stevns med den hidtidige borgmester og udbryder fra Venstre, Mogens Haugaard Nielsen, i spidsen har ellers længe været på kant med Anette Mortensen, og de bejlede da også begge til borgmesterposten.

Det var dog Anette Mortensen, der løb med borgmesterkæden og fra det nye år kan hun derfor skifte sit nuværende job som ergoterapeut ud med det som borgmester.


Nyhedsoverblik