Ægtepar hylder fuchsiaen: - Den er flot og fræk

Søndag stod i blomstens tegn, hvor især planten fuchsia kom i fokus. Dagen i går var nemlig udnævnt til "Fuchsiaens dag” i Danmark.  

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Man skal ikke lede længe efter den sydamerikanske plante fuchsia i Kjeld og Hanne Lauridsen have i Hårlev.

Ægteparret er nemlig det, man kan kalde for vaskeægte fuchsia-fans.

- Vi har 200 forskellige fuchsia i potter og i krukker – og nogen i jord, fortæller Hanne Lauridsen.

Interessen for den særlige plante startede på en campingplads i Silkeborg, dengang Danmark blev europamestre i fodbold.

- Der var noget med en have, vi skulle ud og se. Børnene synes ikke, at det var det sjoveste, men de måtte køre med, for nu skulle mor ud og se den have, siger Hanne Lauridsen.

Blomstrer i månedsvis 

Fuchsiaen er en plante fra Sydamerika, der blev opdaget i 1703. Siden da har den fundet hele vejen til ægteparret i Hårlev, der endda kalder fuchsiaen for et kunstværk.

- Den er flot og fræk, fordi den har en farvesammensætning, som er helt unormal.

- Og så synes jeg, at det er så fascinerende, at når først den er kommet frem om foråret, så blomstrer den i ét væk i månedsvis – lige indtil frosten kommer, forklarer Hanne Lauridsen.

Artiklen fortsætter efter billedet. 

Fuchsiaen har ifølge Hanne Lauridsen haft et hårdt år, fordi maj måned var så kold og blæsende. 
Fuchsiaen har ifølge Hanne Lauridsen haft et hårdt år, fordi maj måned var så kold og blæsende.  Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Åbnede deres private have for offentligheden

Efter besøget i haven i Silkeborg i 1992 har ægteparret skabt deres helt egen seværdige have fyldt med fuchsiaer. Det fik andre blomster-entusiaster mulighed for at få glæde af søndag.

Her åbnede ægteparret nemlig deres have for offentligheden i anledning af, at det var ”Fuchsiaens dag”. Og det var noget, der trak flere nysgerrige til – også i silende regnvejr.

- Jeg kan vældig godt lide fuchsia, og jeg har en hel del derhjemme i forvejen. Og jeg er altid på jagt efter nye, fortæller Ebba Gjerulff fra Ølby Lyng.

- Jeg synes virkelig, når jeg kigger rundt, at det er en fin ramme med mange spændende bede, siger Else Poulsen fra Strøby Egede.

Artiklen fortsætter efter billedet. 

End ikke silende regn kunne holde fuchsia-entusiaster væk fra den private have i Hårlev. 
End ikke silende regn kunne holde fuchsia-entusiaster væk fra den private have i Hårlev.  Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

I alt lagde 37 besøgende vejen forbi haven søndag, og det var ægteparret ganske tilfredse med.

- Vi slår et slag for at få interessen op og fortælle andre, at det er en flot blomst. Det er en god blomst, siger Hanne Lauridsen.


Nyhedsoverblik