Blog: Perfekt afslutning - næsten...

Efter sidste uges huskekage i Horsens, var vi alle indstillet på, at mod Vejle skulle det være os i uddelerens rolle. Så det blev det!!

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vi spillere var ekstremt opsatte på at slutte sæsonen ordentlig af og det var så bare ærgerligt for Vejle. Vi vandt fortjent 2-1 og skød dermed endnu et par huller i Vejles i forvejen skvulpende skude. Afslutningen på kampen kunne endda have været perfekt for mit vedkommende, hvis jeg havde scoret på chancen 3 minutter inde i overtiden - for jubelscenen havde været planlagt længe! I 90 minutter havde jeg nemlig løbet rundt med en Zorro-maske i benskinnen - men desværre kunne jeg altså ikke få puttet den sidste bold i kassen og vist jer måltyvens maske. Den smutter på juleferie og vender forhåbentlig frygtelig tilbage til foråret.

Kickstart på 1. division
Alle i FC Vestsjælland er bare rigtig glade og stolte over vores efterår, som har resulteret i 29 point!! Det har været over al forventning. Pointene er primært hentet via disciplin, ydmyghed, hårdt arbejde, lidt held og masser af løbevillighed for hinanden. Alle disse dyder skal fortsættes til foråret, hvis vi skal følge op på vores øjeblikkelige niveau.

Nu står den på hyggebold resten af november, og så holder vi en god og velfortjent ferie i december. I begyndelsen af januar møder vi så frem med friske batterier, og kan forhåbentlig starte træningen på en splinterny kunstgræsbane. Hvis den når at blive færdig, hmm.... - det håber vi altså meget på den gør, for udløbsdatoen for den gamle kunstbane er for længst overskredet. Og det går altså ikke bare at sætte en ny datomærkning på - det er li'som ikke særlig moderne i øjeblikket, vel? En fodboldbanes beskaffenhed er forskellen på at spille god og dårlig fodbold, og jeg tror alle i Slagelse og omegn gerne ser, at FC Vestsjælland fortsætter de gode takter til foråret. Den nye kunstbane er en særdeles vigtig brik i den ambition!

Rent personligt kan jeg allerede gå på juleferie fra den 9. december. Her afleverer jeg nemlig mit sidste projekt i år på min cand.merc. uddannelse. Så fra 9. december er der dømt fri fra både fodbolden og studierne. Det er faktisk første gang i 5 år, jeg oplever denne luksus. Hvis jeg bliver rastløs, kan jeg vel altid tag en avisrute, men det ka' også ende med, at jeg kan alle julesangene udenad til den 24. december.


Nyhedsoverblik