Jytte spørger om coronavirus: - Skal udenlandsk arbejdskraft i karantæne?

En tur til udlandet er for de fleste forbundet med karantæne. Men hvad med dem, der kommer til Danmark for at arbejde - skal de i karantæne?

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Jytte Månsson bor i Dannemare på Lolland og dermed ikke så langt fra byggeriet af den kommende Femern-forbindelse. Forleden læste hun, at flere englændere var kommet til Lolland for at arbejde på Femern-byggeriet.

Det fik hende til at undre sig.

quote Skal udlændinge på Femern-byggeriet i 14 dages karantæne?

Jytte Månsson, Dannemare

- Jeg har hørt om danskere, der er landet i udlandet og skal i karantæne. Så slog tanken mig, om udlændingene på byggeriet skal i 14 dages karantæne? De kommer ind i landet og kan have smitten med sig, siger Jytte Månsson.

Derfor skrev Jytte Månsson til TV2 ØSTs coronabrevkasse for at få svar på spørgsmålet.

Artiklen fortsætter under billedet.

Femern-tunnelen bliver en 18 kilometer lang sænketunnel. Det bliver verdens længste sænketunnel for både biler og tog.
Femern-tunnelen bliver en 18 kilometer lang sænketunnel. Det bliver verdens længste sænketunnel for både biler og tog. Foto: Femern A/S

Ingen karantæne ved Femern-byggeriet

Ved Rødbyhavn på Lolland er forberedelserne og byggeriet af den kommende arbejdshavn til Femern-forbindelsen så småt gået i gang. Tusindvis af medarbejdere skal bruges under byggeriet, men indtil videre er det kun den indledende fase, der er gået i gang. I de kommende måneder bygges der moler til arbejdshavnen, hvor blandt andet en række hollændere og englændere hjælper til.

- Langt de fleste arbejdere på byggepladsen er danskere. Der er også en mindre gruppe på 10-15 engelske og hollandske specialister, men de fleste har været i Danmark længe inden covid-19 lukningen, siger Jens Villemoes, pressechef hos Femern A/S.

Det betyder, at den udenlandske arbejdskraft altså ikke kommer i karantæne, inden de påbegynder arbejdet i Rødbyhavn.

- Vi følger alle myndigheders regler og anbefalinger for covid-19 og under de hensyn fortsætter arbejdet på byggepladsen. Eksempelvis har vi flyttet vores daglige byggemøder udendørs, siger Jens Villemoes.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den kommende arbejdshavn, hvor den kommende Femern-forbindelse skal bygges.
Den kommende arbejdshavn, hvor den kommende Femern-forbindelse skal bygges. Foto: Femern A/S/PR

Ingen krav til karantæne

Ifølge Beskæftigelsesministeriet, som TV2 ØST har været i kontakt med, er det hverken et krav eller en anbefaling, at udenlandsk arbejdskraft skal i karantæne. Alt arbejde i Danmark bliver nemlig anset som et anerkendelsesværdigt formål. Dog bliver der opfordret til, at man holder afstand og har god hygiejne.

Sidst i april udgav ministeriet syv initiativer for at mindske risikoen for smitte fra udenlandsk arbejdskraft. Det indbefatter blandt andet, at der kan gennemtvinges karantæne, hvis ikke virksomhederne lever op til deres ansvar, at Arbejdstilsynet vil føre tilsyn målrettet mod smitte fra corona, og der nedsættes en taskforce, som har fokus på brancher med såkaldt vandrende arbejdskraft, der skal udforme anbefalinger mod smitte for at styrke sikkerheden.

Simson
Læs også
Enorme fartøjer har kurs mod Lolland og første spadestik til ny arbejdshavn
Simson
Læs også
Enorme fartøjer har kurs mod Lolland og første spadestik til ny arbejdshavn

Selvom den udenlandske arbejdskraft altså ikke behøver at gå i karantæne, har coronakrisen dog allerede påvirket byggeriet af Femern. Den oprindelige plan var, at en større del af byggeriet skulle gå i gang til juni, men det har man nu valgt at skubbe til januar.

- Der er taget højde for covid-19 situationen i beslutningen om, at igangsætte de store anlægskontrakter per 1. januar. Det betyder, at tunnelen nu forventes at åbne medio 2029, siger Jens Villemoes.

Karantæne på Storstrømsbyggeriet

Et andet stort byggeri, der er i fuld gang, er byggeriet af den nye Storstrømbro. Her er planen, at den skal stå færdig i 2022 for biler og året efter for togtrafik. Men byggeriet er blevet udfordret af coronakrisen, ikke mindst fordi en del af dem, der arbejder på at bygge broen, er arbejdskraft fra udlandet.

- Vi har omkring 140-160 lige nu, der ikke kommer fra Danmark. Det er blandt andet folk fra Italien, Rumænien, England og USA, siger Vejdirektoratets projektchef på Storstrømsbroen, Niels Gottlieb.

quote Tiltagene er for at forhindre smitte på byggepladsen

Niels Gotlieb, Vejdirektoratets projektchef på Storstrømsbroen

Der har været mange overvejelser om, hvordan det skulle håndteres, når medarbejderne kom udenlands fra, men i takt med at rejsevejledningerne blev ændret, blev der også indført strengere restriktioner på byggepladsen.

- Indtil videre er det stadig sådan, at alle, der rejser hertil fra udlandet, skal i karantæne, inden de begynder på byggepladsen. Der er ganske få undtagelser, hvis de for eksempel arbejder uafhængigt af andre og har egne toiletforhold eller andet. Så kan de arbejde uden at have overstået karantænen, siger Niels Gottlieb.

Artiklen fortsætter under billedet.

Projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet fortæller, at der på byggeriet af Storstrømsbroen er indført syv dages karantæne og febermåling, inden man går ind på byggepladsen.
Projektchef Niels Gottlieb fra Vejdirektoratet fortæller, at der på byggeriet af Storstrømsbroen er indført syv dages karantæne og febermåling, inden man går ind på byggepladsen. Foto: Vejdirektoratet

Karantænen er som udgangspunkt syv dage og foregår i hjemmet, eller på det hotel de bor på afhængig af deres bopælssituation. Derudover er der også indført adgangskontrol på byggepladsen, hvor alle der skal have adgang, får målt sin temperatur. Har de feber, kommer de ikke ind.

- Tiltagene er for at forhindre smitte på byggepladsen. Der er ikke krav om karantæne, men det har entreprenøren SBJV valgt for at sikre sig selv og medarbejderne på pladsen. Vi vurderer hele tiden situationen, og tilpasser os de retningslinjer, der bliver lavet, siger Niels Gotlieb.

Byggeri Storstrømsbro
Læs også
Coronakrisen sætter skred i både budget og tidsplan for ny Storstrømsbro
Byggeri Storstrømsbro
Læs også
Coronakrisen sætter skred i både budget og tidsplan for ny Storstrømsbro

Derfor overvejer de også, om de skal blive ved med at have karantæne, eller om medarbejderne i stedet kan blive testet ved ankomst. Hvis de ikke er syge, kan de gå i gang med at arbejde, så snart de har fået svar på testen. Det er dog stadig under overvejelse og altså endnu ikke vedtaget, da det også afhænger af teststrategien.

På byggeriet af den nye Storstrømsbro er en enkelt dansk medarbejder blevet testet positiv for covid-19, mens ingen af de udenlandske medarbejdere er testet positive.


Nyhedsoverblik