Voldsom brand i villa fredag morgen

En meget voldsom brand i en villa raser fredag morgen i Stenlille. 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Beredskabet arbejder fredag morgen på højtryk på at slukke en voldsom brand i en villa i Stenlille ved Sorø.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST fredag morgen.

- Meldingen om branden kom klokken 04.08, og der er tale om en meget voldsom brand. Der er ingen tvivl om, at huset brænder ned, siger vagtchef Henrik Karlsen.

Branden betyder, at Assentorpvej i Stenlille indtil videre er afspærret på grund af brandvæsenets arbejde.

Politiet oplyser, brandtomten skal undersøges, når branden er slukket. Dels for at være sikker på, at der ikke var personer i bygningen, dels for at fastslå, hvordan branden kunne opstå.

Opdatering
Clock06. nov 2020, kl. 11:07
Politiet oplyser nu, at de savner en person efter branden.
Clock06. nov 2020, kl. 13:53
En person er fundet omkommet i huset. Politiet formoder, der er tale om beboeren på stedet, men det er ikke fastslået med sikkerhed endnu, og først efter nærmere undersøgelser kan den afdødes identitet fastlægges.