Vicevært redder plejehjem fra voldsom brand

Flere beboere på plejehjemmet i Sorø skal genhuses, og stedets vicevært er blevet indlagt på sygehuset.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det kunne være gået grueligt galt, hvis ikke viceværten på Røde Kors Hjemmet ved Pedersborg sø i Sorø tirsdag formiddag havde taget sagen i egen hånd, da der opstod brand på det selvejende plejehjem.

Klokken 11.20 modtog brandvæsnet en alarm fra stedet via en automatisk brandalarm.

quote Det er heltemodigt, og han tænker på beboernes ve og vel

Janne M. Bremholm-Nielsen, centerleder på Røde Kors Hjemmet i Sorø

Det sker ofte, at disse alarmer ved en fejl udløses under eksempelvis madlavning, hvor der pludselig udvikler sig en masse røg. Det var dog ikke tilfældet tirsdag formiddag på plejehjemmet i Sorø.

- Da jeg kommer frem på stedet, kan jeg ikke umiddelbart se noget. Men indenfor er der flere alarmer, som er gået, og så er jeg godt klar over, at der er noget ravruskende galt, fordi det plejer normalt ikke at være tilfældet, siger Søren Hückelkamp, indsatsleder ved Slagelse Brand og Redning Station Sorø.

Under branden evakuerede personalet på stedet flere af beboerne.
Under branden evakuerede personalet på stedet flere af beboerne. Foto: Michael Nordborg

Indsatslederen kunne se, hvordan røgen sivede ud fra en af lejlighederne på plejehjemmet og fyldte gangen med røg. Han ringede straks til sine kollegaer, som var på vej til stedet, og forberedte dem på den situation, der ventede dem.

- Vi ved ikke, om der er nogen inde i lejligheden, siger Søren Hückelkamp og tilføjer:

- Men da jeg kommer derned, kan jeg høre, at der nogen, som pusler derinde.

Vicevært roses af brandvæsnet 

Det viste sig at være viceværten, der snarrådigt havde taget en vandslange fra et brandskab på gangen og var kravlet ind i lejligheden for at slukke flammerne, inden brandvæsnet ankom til stedet.

Hvis ikke viceværten havde reageret så hurtigt, kunne branden ifølge Søren Hückelkamp have udviklet sig voldsomt og bredt sig til tagkonstruktionen. 

Derfor tøver han ikke med at kalde viceværtens indsats for heltemodig.

quote Det er en unødvendig risiko at tage, når man ikke har noget at beskytte sig med

Søren Hückelkamp, indsatsleder ved Slagelse Brand og Redning Station Sorø

- Det er supergodt tænkt, at han ser brandskabet og kravler inden for døren og sprøjter vand på det, der brænder. Det er i den situation altafgørende for, at branden ikke breder sig og bliver til en tagbrand, hvor vi får vandskader i flere af lejlighederne, siger Søren Hückelkamp og fortsætter:

- Branden var så tæt på at gå op igennem taget og få fat i tagkonstruktionen. Inden vi var kommet efter den og havde fået lagt alt vores grej ud, var der en overhængende risiko for, at den kunne brede sig med lynets hast. 

Søren Hückelkamp, indsatsleder ved Slagelse Brand og Redning Station Sorø.
Søren Hückelkamp, indsatsleder ved Slagelse Brand og Redning Station Sorø. Foto: Frederik Hagedorn-Poulsen - TV2 ØST

- Så hans indsats var rigtig god lige med den lille krølle på halen, at man altså ikke må kravle ind, hvor der er for meget røg, for man skal helst ikke indånde al den røg.

- Det er en unødvendig risiko at tage, når man ikke har noget at beskytte sig med.

Mand i kørestol forsøgte at slukke branden

Lejlighedens beboer, en ældre mand, var inden viceværtens aktion blevet evakueret af personalet på stedet.

- Men vedkommende havde siddet derinde i kørestol og prøvet at slukke ilden, men det kunne han ikke. Så var anlægget gået i gang, og personalet kom rendende, siger Søren Hückelkamp.

Selvom viceværten slukkede flammerne, inden brandvæsnet overtog opgaven, var branden indvendig forholdsvis omfattende, og lejligheden vurderes til at være totalskadet. 

Læs også
Person død i brand på plejehjem
Læs også
Person død i brand på plejehjem

En tilstødende lejlighed har ligeledes fået så omfattende røgskader, at begge beboere på plejehjemmet nu skal genhuses.

Ifølge Søren Hückelkamp opstod branden ved kogepladerne på et komfur i lejligheden. De nærmere detaljer om selve brandårsagen kender brandvæsnets indsatsleder dog ikke på nuværende tidspunkt.

Ingen af beboerne kom ifølge centerlederen noget til ved branden.
Ingen af beboerne kom ifølge centerlederen noget til ved branden. Foto: Michael Nordborg

Under branden evakuerede personalet på stedet flere af beboerne, og også den indsats bliver rost af Søren Hückelkamp.

- Det er en fornøjelse at komme ud til sådan en ildebrand, hvor personalet er i fuld gang med at evakuere alle dem, der er i nærheden – og der er bare styr på det. Det er bare dejligt at se og en skøn sikkerhed, siger han.

Vicevært indlagt på sygehuset

Centerleder på Røde Kors Hjemmet Janne M. Bremholm-Nielsen har efter branden også kun roser tilovers for sine kollegaer. 

Især viceværten, der fik branden under kontrol og dermed undgik, at den spredte sig.

- Det er heltemodigt, og han tænker på beboernes ve og vel. Det ligger ham altid vældig meget på sinde, så det gør han bare helt automatisk uden at tænke på sit eget helbred og sikkerhed, siger hun og tilføjer:

Læs også
Varevogn væltede på Storebæltsbroen - nu lægger Sund & Bælt sag an
Læs også
Varevogn væltede på Storebæltsbroen - nu lægger Sund & Bælt sag an

- Og så vil jeg rose personalet for den måde, de evakuerer på og skaber ro i en lidt spændt krisesituation.

Viceværten, der er i starten af 60’erne, er efterfølgende blevet indlagt på sygehuset til observation for røgforgiftning. Han har det efter omstændighederne godt.

Ingen af beboerne kom ifølge centerlederen noget til ved branden. 


Nyhedsoverblik