To mænd fik livstid for brutale drab - nu begynder sagen i landsretten

Østre Landsret påbegynder fredag ankesagen om to drab, ildspåsættelse og usømmelig omgang med lig i Ruds Vedby og Vemmelev.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Den 20. april 2019 blev møntsamler Kiehn Georg Andersen på brutal vis slået ihjel i sit hus i Ruds Vedby, inden den 68-årige mand blev sænket i Blæsinge Grusgrav. Små to måneder senere – den 16. juni 2019 - fik pensionist Poul Frank Jørgensen skåret halspulsåren over. Efterfølgende blev der sat ild til hans hus, mens hans lig lå i stuen.

To mænd på 36 og 45 år står tiltalt for drab, ildspåsættelse og usømmelig omgang med lig. Østre Landsret skal med et nævningeting vurdere, om de er skyldige. I byretten var dommen over de to tiltalte klar.

- Fængsel på livstid.

Sådan lød det tirsdag den 29. september 2020, da retsformanden læste dommen højt.

quote Der er udvist en kynisme forud, under og efter drabene, og der er ingen formildende omstændigheder

Ulla Tange Christensen, dommer, Retten i Næstved.


- Forholdenes karakter og grovhed er brutale, der er tale om rovmord. Man har behandlet ligene usømmeligt. Der er udvist en kynisme forud, under og efter drabene, og der er ingen formildende omstændigheder, lød fra dommer Ulla Tange Christensen.

VIDEO: Jack Andersen, søn til Kiehn Georg Andersen, var lettet, da de to tiltalte blev idømt fængsel på livstid i byretten i september 2020. Nu skal sagen for landsretten. 

Fastholder sin uskyld

I Østre Landsret vil i hvert fald den tiltalte S. erklære sig uskyldig. En uskyld, han har holdt fast i, siden han blev sigtet.

Hvordan den anden tiltalte i sagen, den nu 45-årige S.E., vil stille sig til tiltalen, er sværere at regne ud. Fem gange har han ændret forklaring i sagen, siden han blev anholdt, og til dommen faldt i byretten.

Ifølge hans tidligere forsvarer skal de mange forskelligartede forklaringer, han er kommet med, findes i de mentale udfordringer, S.E. siger, han har. Den del kommer vi tilbage til.

Læs også
Søn lettet efter drabsdom: - Det er fint, men jeg vil helst have min far tilbage
Læs også
Søn lettet efter drabsdom: - Det er fint, men jeg vil helst have min far tilbage

S.E. har under sin første forklaring i retten erkendt, at han var med ude hos møntsamler Kiehn Georg Andersen i Ruds Vedby den aprilaften, den 68-årige mand blev slået ihjel. Men han forklarede i retten, at det var en unavngiven bekendt, han var sammen med, en bekendt, han ikke turde sige navnet på af frygt for, at der ville ske noget med hans familie, hvis han sladrede.

S.E. fortalte også, at det var den person, der slog Kiehn Georg Andersen ihjel og efterfølgende sørgede for, at han sank ned i søen i Blæsinge Grusgrav ved at putte sten i hans tøj og svømme ud i søen med ham. Forinden var liget af møntsamleren blevet stukket med en skarp genstand i maven.

quote Det er jo fremme, at det er ham. Der er jo alle beviserne og alting

S.E., tiltalt

Men da anklager Susanne Bluhm netop havde afsluttet sin bevisførelse i byretten, bad S.E. igen om at blive afhørt. Nu ændrede han igen sin forklaring og pegede på sin medtiltalte ven S. som drabsmand. Det var, måtte retten forstå, S., der slog begge mænd ihjel.

Anklageren spurgte ham, hvorfor han ændrede forklaring, og S.E., der lød helt opgivende, svarede:

- Det er jo fremme, at det er ham. Der er jo alle beviserne og alting.

Ankesagen vil vise, om den 45-årige igen vil ændre sin forklaring.

Døde af tramp og spark på halsen

Under byrettens behandling af sagen kom det frem, at politiet kom på sporet af de to mænd allerede efter det første drab i Ruds Vedby. Ved en ransagning af møntsamlerens grund på Kalundborgvej fandt politiet nemlig blandt andet to uåbnede kondompakker i indkørslen. En analyse viste, at der på pakkerne var DNA fra den 36-årige, der er tidligere kriminel.

Ifølge obduktionsrapporten blev møntsamleren udsat for grov vold. Han døde af de læsioner, han fik i halsregionen, formentlig på grund af tramp og spark. Efterfølgende blev han kørt til Blæsinge Grusgrav, hvor der blev lagt sten i hans tøj, ligesom han blev stukket i maven med en skarp genstand. Derefter blev liget svømmet ud i søen, og man lod det synke til bunds, ligesom de geværer, der blev fjernet fra møntsamlerens hus på Kalundborgvej, også blev smidt i søen. Huset blev der sat ild til.

Politiet fandt Kiehn Georg Andersen dræbt i Blæsinge Grusgrav.
Politiet fandt Kiehn Georg Andersen dræbt i Blæsinge Grusgrav. Foto: Jacob Bagge Jensen

Satte ild til hus, mens lig lå i stuen

Politiet iværksatte på baggrund af DNA-sporet aflytning af den tiltalte S. Efter få uger, hvor de kunne lytte sig frem til, at der var en tæt kontakt med vennen S.E., satte politiet også aflytning på vennen. Men hverken aflytning eller overvågning af mændene gav resultat.

Små to måneder senere, den 16. juni 2019 mellem klokken 08.30 og 09.00 om morgenen, blev Poul Frank Jørgensen i Vemmelev slået ihjel. Manden blev stukket flere gange med kniv og fik skåret halspulsåren over. Efter drabet blev der sat ild til hans hus på Slagelse Landevej, mens liget af pensionisten lå i stuen.

Politiet sikrede sig efter drabet på Poul Frank Jørgensen overvågningsmateriale, blandt andet fra genboens kamera. Her kunne de konstatere, at en hvid VW UP, svarende til den bil, den 36-årige S. stod som ejer af, havde kørt omkring i området på gerningstidspunktet. Derefter blev de to mænd anholdt og ejendommen, den 36-årige stod som lejer af, ransaget.

Fandt mistænkelig huskeliste i kælderen

I kælderen fandt politiet på en reol masker, et oversavet jagtgevær, knojern, en jammer (apparat til at blokere telefonsignaler, red.) og en notesbog med en huskeliste.

På huskelisten stod der masker, gummihandsker, strips, geværer plus ”bønner”, dirksæt, kikkert, hammer, tændvæske, tændblokke, kniv og jammer.

Læs også
Vidner udpeger tiltalte i drabssagen fra Ruds Vedby og Vemmelev
Læs også
Vidner udpeger tiltalte i drabssagen fra Ruds Vedby og Vemmelev

Den 36-årige har i byretten forklaret, at det kunne være en huskeliste til et seksuelt møde, eftersom han og den dengang 43-årige i fællesskab tændte på masochistisk sex, som de dyrkede sammen med kvinder, de fandt på internettet. Anklager Susanne Bluhm fremførte dog i byretten i Næstved, at det ifølge hendes overbevisning var en huskeliste til drab.

Den 36-årige har i retten i Næstved erkendt at have opbevaret et oversavet jagtgevær i sit hus i Sneslev.

Forsøg på hjemmerøveri

Mellem de to drab har de to mænd ifølge anklageskriftet begået flere former for berigelseskriminalitet, herunder et forsøg på hjemmerøveri. Ifølge anklageskriftet forsøgte de at røve en midaldrende mand i Skibby ved at pege på ham med et oversavet jagtgevær.

quote Han har aldrig fejlet noget i hovedet

Søster til tiltalt

Ifølge den forurettede, der efterfølgende har udpeget de to tiltalte via fotokonfrontation, truede de ham med geværet og bad ham om at gå ind i sit hus, så han kunne vise dem, hvad der var af værdi, fordi de to mænd ”havde rockergæld”.

Den forurettede forklarede i byretten, at da de to gerningsmænd hørte, at der var børn i huset, trak de sig tilbage. Den 45-årige har erkendt, at han var til stede ved huset i Skibby og gav den forurettede en undskyldning, da han vidnede mod de tiltalte i Retten i Næstved.

Møntsamling er vigtigt bevis

Også den 68-årige Kiehn Georg Andersens møntsamling spiller en væsentlig rolle i sagen.

I byretten kom det frem, at den 45-årige S.E. kort efter drabet på møntsamleren ankom til sin mors fødselsdag med en stor pose med mønter i en pose. Penge, han skyldte moren for husleje, ligesom han gav en ven en stor møntsamling kort tid efter drabet, fordi han også skyldte vennen penge.

Den 45-årige fortalte, at han havde arvet mønterne, men da han blev anholdt, overdrog vennen mønterne til politiet og forklarede, hvor de kom fra.

Senest har politiet ved en ransagning fundet en såkaldt Shell-mønt i en afbrændt olietønde på den ejendom, hvor den 36-årige S. boede, til han blev anholdt. Shell-mønten er en reklamemønt fra benzinselskabet, der i 1970’erne udgav 20 mønter med hver sit motiv fra månelandingen i 1969.

Læs også
Tiltalt for dobbeltdrab ændrer forklaring igen: Min ven slog dem ihjel
Læs også
Tiltalt for dobbeltdrab ændrer forklaring igen: Min ven slog dem ihjel

Ifølge møntsamlerens søn havde faren alle 20 mønter i et chartek, men da han efter drabet i farens hus fandt chartekket, var der kun 19 mønter i. Den mønt, der er fundet i olietønden hos de tiltalte, bar det motiv, der manglede i møntsamlerens chartek.

Derudover blev der i byretten fremlagt chatbeskeder mellem de to mænd. Her kunne man læse, at den tiltalte S. havde sendt billeder af en brændende karrusel og blandt andet af drabsmanden Anders Breivik og seriemorderen Ted Bundy.

Vigtige beviser

Retten lagde ved skyldkendelsen navnlig vægt på de steder, hvor den 36-åriges bil havde været. Der blev også lagt vægt på, at der havde været et tæt forhold mellem den 36-årige og den 45-årige, og at de i en periode boede sammen.

Samtidig var overvågningsbilleder fra Poul Frank Jørgensens nabo også væsentlige for skyldkendelsen. Desuden lagde man vægt på fundet af den Shell-mønt, der blev fundet på den 36-åriges adresse.

I byretten blev der afsagt en kendelse om at begge mænd skulle sidde varetægtsfængslet i arresten frem til ankesagen. Det kom bag på den 45-åriges forsvarer Lars Urup, der mente, at det var en forkert beslutning.

- Min klient har meget store mentale udfordringer, sagde forsvareren igen og igen under byrettens behandling af sagen. Imens sad den store tatoverede mand og rokkede monotont frem og tilbage ved siden af ham.

Læs også
Reklamemønt er vigtigt bevis i sag om drabet på Kiehn og Poul
Læs også
Reklamemønt er vigtigt bevis i sag om drabet på Kiehn og Poul


Den 45-årige forklarede i byretten, at han lider af en form for skizofreni, og at han har fået medicin af den 36-årige, ligesom han fortalte, at han er selvskadende, han skærer i sig selv, han spiser af sin hud, og han hamrer hovedet ind i væggen, når han ser ”ting, der ikke er der”.

Derfor var han også igennem flere måneder placeret på en retspsykiatrisk afdeling i stedet for at sidde varetægtsfængslet i en arrest. Han havde faktisk fået det meget bedre af at være velmedicineret, sagde han i byretten.

Der blev dog rejst tvivl om den 45-åriges mentale sygdom, da hans egen søster vidnede i byretten.

- Han har aldrig fejlet noget i hovedet, sagde søsteren.

Og på trods af, at der har været flere konklusioner i forhold til, om den 45-årige er sindssyg eller ej, har Retslægerådet konkluderet, at det er han ikke, og at de ikke kunne pege på en anden mere formålstjenstlig sanktion end straf.

Derfor blev det besluttet at den 45-årige skulle sidde varetægtsfængslet i en arrest og ikke på retspsykiatrisk afdeling.

Østre Landsret behandler fra fredag d. 14. januar sagen. Der forventes dom i sagen i løbet af februar.


Nyhedsoverblik