Små butikscentre fik i dag kunderne tilbage: - Det føles ligesom i gamle dage

Et længe ventet gensyn blev i dag en realitet rundt omkring i regionens mindre butikscentre. Glæden var stor på begge sider af disken trods sprit, afstand og mundbind.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I dag blev der taget endnu et skridt tilbage mod en mere normal hverdag fra corona-restriktionernes skygge. Næste skridt i genåbningen, som omfatter blandt andet mindre butikscentre, bragte således store smil frem blandt de erhvervsdrivende i Dianalund og Høng, hvor man finder en et par af de butikscentre, som kunne byde kunderne indenfor til et længe ventet gensyn.

Centrene har ikke måttet holde åbent siden 17. december sidste år. Nogle af butikkerne har dog kunnet holde udsalg gennem bagdøren – i mens andre har måttet vente til i dag:

- Jeg har glædet mig rigtig meget på hele centrets vegne. Jeg har selv haft et rigtig godt bagdørssalg – men for hele centret og for byen har jeg glædet mig vildt meget. Man kan bare se, folk går derude (i centret red.) og er glade. Det giver noget liv på en helt anden måde, siger Charlotte Hjerpsted, ejer af Skoringen og formand for centerforeningen i Dianalund Centret.

Charlotte Hjerpsted
Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Og den opfattelse deler flere af de kunder, som TV2 ØST traf på første åbningsdag i næsten fire måneder:

- Jeg synes, det er rart, vi kan gå ind ad hoveddøren i stedet for at skulle bagom – det føles lidt mere fri, ligesom i gamle dage, og det er det, vi længes efter, siger Tove Kupiec fra Ruds Vedby.

quote Det er næsten ligesom før, bortset fra mundbind, sprit og afstand er det ligesom at have rigtig åbent.

Gitte Jensen, butiksassistent, Gelinde

Og Nikolaj Weingart – der også kommer fra Ruds Vedby – har set frem til at kunne få råd og vejledning i en butik:

- At jeg kan komme ned i en rigtig butik og spørge til råds om eksempelvis nogle sko til min søn, det er helt klart et plus i forhold til at skulle købe online og lave et skud-gæt på noget, jeg ikke har forstand på, siger han.

Glæde trods krav om mundbind

Det er centre på 15.000 kvadratmeter og derunder, der igen har lov til at holde åbent fra i dag, tirsdag.

Betingelserne for genåbningen er de efterhånden så velkendte: sprit, afstand og mundbind – men det slår ingen skår i glæden for Gitte Jensen, butiksassistent i Gelinde, Dianalund Centret:

- Det er næsten ligesom før, bortset fra mundbind, sprit og afstand er det ligesom at have rigtig åbent. Det er dejligt.

Læs også
Smart teknik kan gøre centre coronasikre: - Det er konkurrenceforvridende ikke at lade os åbne
Læs også
Smart teknik kan gøre centre coronasikre: - Det er konkurrenceforvridende ikke at lade os åbne

Samme melding får man i Høng Centret, hvor den i dag også stod i genåbningens tegn:

- Jeg synes, det er en god måde at prøve at bekæmpe den epidemi, vi er i, og hvis ikke, vi alle sammen hjælpes ad om det, så er jeg helt sikker på, at vi risikerer, det går galt igen, siger Flemming Nielsen, indehaver af Tøjeksperten og formand Centerforeningen Høng Centret.

Flemming Nielsen
Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir - TV2 ØST

Dagens genåbning omfatter ikke for biografer, restauranter og caféer, som er lokaliseret i de indkøbscentre, der må åbne i dag.

De store indkøbscentre står ifølge genåbningsplanen til at må genåbne om en uge, imens biografer og indendørs servering på restauranter og caféer følger 6. maj.


Nyhedsoverblik