Nethandel og gaver til dem vi ikke kan se giver boom i antallet af postpakker

Pakkerne hober sig op, når vognmanden har været forbi hos regionens pakkeshops i de her dage. En vækst på 30 procent, siger Postnord.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I disse dage er der ekstra mange pakker i omløb hos landets fragtmænd og Postnord. Det mærker man også hos 7-Eleven i Sorø, hvor pakker kan hentes og bringes.

quote Vi ser i øjeblikket en stigning på langt over 30 procent på dagsniveau sammenlignet med sidste år

Lene Reipuert, pakkechef hos PostNord

- Når vi kommer på arbejde, skal vi snøre skoene rigtig godt. Vi skal løbe stærkt i løbet af sådan en dag – for der kommer mange pakker, fortæller Nicklas Wittchen, medarbejder hos 7-Eleven i Sorø.

Der er fyldt godt op på lageret, når fragtmanden har været forbi med dagens pakker. Pakkerne står dog ikke og hober sig op, forklarer Nicklas Wittchen.

- Vores kunder er ret effektive til at få hentet deres pakker.

Artiklen fortsætter under billedet

Nicklas Wittchen og kollegaerne hos 7-Eleven i Sorø ekspederede i marts måned 300 flere pakker end samme måned sidste år.
Nicklas Wittchen og kollegaerne hos 7-Eleven i Sorø ekspederede i marts måned 300 flere pakker end samme måned sidste år. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Ifølge daglig leder hos 7-Eleven i Sorø, Helle Christensen, er de ekstra pakker især kommet til i de seneste to uger.

- I marts måned havde vi cirka 300 pakker flere end marts måned sidste år, forklarer hun.

30 procent flere pakker

Hos PostNord sammenligner pakkechef Lene Reipuert oplevelsen af det uventede pres på pakkefronten midt i corona-nedlukningen med det pres, som opleves til jul og Black Friday.

- Vi ser en stor vækst. Vi ser i øjeblikket en stigning på langt over 30 procent på dagsniveau sammenlignet med sidste år, siger hun.

Artiklen fortsætter under billedet

Handel på nettet giver flere pakker. Vibeke Von Gersdorff fortæller, at hun havde håbet pakken ville blive leveret hjem til.
Handel på nettet giver flere pakker. Vibeke Von Gersdorff fortæller, at hun havde håbet pakken ville blive leveret hjem til. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Vibeke Von Gersdorff fra Sorø er en af de mange pakkemodtagere hos 7-Eleven i Sorø.

- Jeg har handlet på nettet. Jeg håbede, de ville levere den hjem til mig selv privat, så jeg ikke skulle ud at møde en masse andre mennesker, forklarer hun.

Jan Jepsen fra Store Ebberup var også forbi 7-Eleven-butikken. Han skulle dog ikke hente en pakke.

Artiklen fortsætter under billedet

Jan Jepsen har sendt en gave til børnebørnene, nu hvor de ikke kan ses.
Jan Jepsen har sendt en gave til børnebørnene, nu hvor de ikke kan ses. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

- Nu her, hvor vi ikke må besøge børnebørnene på Fyn, så fandt vi nogle legoklodser på loftet og så kunne vi sende dem i hvert fald, fortæller han.

Foruden Postnord melder også GLS om flere pakker end vanligt for tiden.

Datter hjælper med at pakke

I den anden ende af pakkeræset sidder alle de netbutikker, der lige nu oplever en kæmpe stigning i antallet af ordrer. Én af dem er Heidi Bach Johannesen, der er indehaver af butikken Krea Deluxe i Haslev. 

- Lige nu har vi rigtig travlt med at pakke ordrer til Danmark. Der er rigtig mange, som skal have noget garn og nogle kits hjem, som de kan sidde og arbejde med, nu når vi har denne her ekstra tid og mulighed for at fordybe os i håndarbejde og finde ro i det.

plejehjem_7.jpg
Læs også
Beboere må ikke få besøg - borgmester sender penge til god mad og blomster
plejehjem_7.jpg
Læs også
Beboere må ikke få besøg - borgmester sender penge til god mad og blomster

Heidi Bach Johannesen er taknemmelig for hver eneste ordre, men hun har faktisk fået så mange, at det er svært at følge med. En af hendes medarbejdere er syg, og en anden er i corona-karantæne, så nu sidder hun i stedet og pakker ordrer med sin datter.

- Hun er heldigvis dygtig til at pakke, tilføjer Heidi Bach Johannesen.


Nyhedsoverblik