Mindre rengøring hos ældre - hjemmeplejen mangler hænder

Der skrues ned på det, der svarer til weekendbemanding i hjemmeplejen i Sorø.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På tværs af hele landet oplever sundhedsvæsenet store udfordringer på bemandingen. Det gælder også på ældreområdet i Sorø Kommune.

Det skyldes primært corona-pandemien, som betyder, at personale oftere må holde sig hjemme fra arbejdet i forbindelse med påvist smitte eller fordi de er nærkontakt til en smittet, skriver kommunen i en pressemeddelelse. Samtidig har kommunen  – på linje med andre  – vanskeligt ved at rekruttere det nødvendige personale.

Sorø Kommune har derfor vanskeligt ved at dække alle opgaver i hjemmeplejen og på plejecentrene. Flere borgere vil komme til at opleve, at de ikke kan få alle de ydelser, de er blevet visiteret til, skriver kommunen.

- Vi er ved at kortlægge, hvor udfordringerne særligt er forankret. Det er umiddelbart særligt kritisk i hjemmeplejen, men plejecentrene er også påvirket, siger Annette Homilius, der er social- og sundhedschef i Sorø kommune, i en pressemeddelelse.

Mindre rengøring

Situationen betyder, at brugerne af hjemmeplejen og beboerne på plejecentrene kan opleve en reduceret service i den kommende tid - fortrinsvis på rengøring.

- Alle opgaver i de kommende dage og uger vil blive prioriteret, og generelt går området ind i det, der svarer til weekendbemanding, skriver kommunen i pressemeddelelsen.

quote Mange medarbejdere tager ekstravagter, selvom de er pressede i forvejen, og det anerkender vi

Lars Schmidt (K), formand, Social og Sundhedsudvalget, Sorø Kommune.

Alle berørte borgere vil blive kontaktet af kommunen.

- Vores medarbejdere taler med dem om, hvad der kan og ikke kan lade sig gøre, og så tilpasser vi hjælpen ud fra en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov, siger Annette Homilius.

Der bliver sendt en orientering i E-Boks til alle borgere, som er i berøring med hjemmeplejen. Borgere, der er fritaget fra at bruge digital post vil modtage et fysisk brev i stedet.

Selvom det er en beklagelig situation, så håber udvalgsformand, Lars Schmidt, at borgerne kan forstå og acceptere situationen i en begrænset periode:

- Alle knokler for at få det her til at hænge sammen. Mange medarbejdere tager ekstravagter, selvom de er pressede i forvejen, og det anerkender vi, siger Lars Schmidt, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Sorø Kommune.

Læs også
Corona presser kommune - kan ramme ældres hjemmehjælp
Læs også
Corona presser kommune - kan ramme ældres hjemmehjælp

- Vi har stået i lignende situationer før. Og der er det min oplevelse, at borgerne selvfølgelig er meget ærgerlige over, at ikke alt kan glide som det skal. Man kan opleve, at man ikke får det, man mener at have krav på. Men hvis man bliver vred over det, så håber jeg, at man ikke lader det gå ud over de medarbejdere, som man møder. For de gør alt hvad de kan for at få enderne til at hænge sammen, siger Lars Schmidt. 


Nyhedsoverblik