Marie Louise faldt 16 meter ned fra klatrebane - har fået mén for livet

28-årige Marie Louise Frederiksen faldt ned fra en klatrebane på Kragerup Gods. Faldet har givet hende mén for livet, og hun håber, godset vil tage ansvar.

Foran Hvidovre Hospital møder TV2 ØST en kvinde, der har været lænket til sin seng og en kørestol i den seneste halvanden måned. Hospitalet har været hendes hjem indtil nu.

- Jeg får flashbacks til, at jeg falder. At jeg klatrer derop, og at jeg står deroppe, siger hun.

Marie Louise Angelo Frederiksen havde fået en tur til klatreparken Go High på Kragerup Gods i fødselsdagsgave af sin veninde. De besluttede sig for at besøge parken den 7. november sidste år.

- Det var spontant, vi lige gjorde det dén lørdag. Vi havde ikke aftalt, hvad vi skulle.

Artiklen fortsætter under billedet.

Marie Louise Angelo Frederiksen sidder stadig i kørestol efter sit fald fra klatrebanen.
Marie Louise Angelo Frederiksen sidder stadig i kørestol efter sit fald fra klatrebanen.

Besøget skulle vise sig at blive skæbnesvangert, for da hun skulle prøve godsets såkaldt sorte bane, “Go High Extreme,” faldt hun 16 meter til jorden. Et fald, der har kostet hende dyrt.

- Jeg har knust min højre fod, brækket tre ribben, knust mit brystben, og mit bækken er brækket. Derudover har jeg brækket nogle lændehvirvler og korsben. Nærmest det midterste stykke af mig er kaput, siger hun til TV2 ØST.

Artiklerne fortsætter under billederne.

Fald fra Kragerup Go High
Foto: Privatfoto
Marie Louise Angelo Frederiksen har knust sin højre fod, brækket tre ribben, knust sit brystben, ligesom hendes bækken er brækket.
Marie Louise Angelo Frederiksen har knust sin højre fod, brækket tre ribben, knust sit brystben, ligesom hendes bækken er brækket.
Foto: Privatfoto

Fulgte personalets instruktioner

De to piger mødte en mandlig gæst i parken, og sammen besluttede de sig alle tre for at prøve “Go High Extreme.” Før de begyndte at klatre i parken, havde de fået en instruktion i, hvordan de skulle koble sig rigtigt fast. Marie Louise Frederiksen skulle først klatre op til en afsats i træerne, 16 meter over jorden, og herefter skulle hun spænde sig fast og tage et spring, hvoraf de første fire meter var et planlagt frit fald.

- Det er først, da jeg står ude ved kanten, at mit hjerte sidder i halsen, og jeg bliver rigtig bange, fortæller hun.

Maria.2

Noget gik galt, og i stedet for at bremse efter de første fire meter, blev Marie Louise Frederiksen slynget mod jorden i stedet.

- Der sad en ring, og jeg satte den ene karabinhage den ene vej og den anden karabinhage den anden vej. Det var sådan, jeg havde fået at vide, jeg skulle gøre det, siger hun.

Hun havde fået at vide, at hun skulle holde i egen sele, når hun tog springet.

- Jeg er sikker på, at jeg sikrede mig rigtigt. Hvad jeg tog fat i, da jeg hoppede ned, det er jeg ikke sikker på. Om det var elastikken eller selen. Men lige meget, om jeg greb fat i elastikken, så tænker jeg ikke, at det så skal betyde, at man skal falde ned at dø, blive lam eller brække mange ting i sin krop, siger hun.

Fald fanget på video

Hendes veninde filmede faldet fra den sorte bane på sin mobiltelefon. Formålet var at vise veninderne deres oplevelser fra klatrebanen.

På videoen kan man høre Marie Louise Frederiksen spørge: 

- Okay, så jeg hopper, og så griber den mig? 

Vennen svarer ja. På videoen lader de tre gæster til at være alene ved banen - der var altså ikke noget personale fra Go High ved banen. Dét bekræfter veninden og Marie Louise Frederiksen til TV2 ØST:

- Nej, der var ikke noget personale ved banen, siger hun og understreger, at hun var den første af de tre, der skulle prøve “Go High Extreme”.

quote Jeg får flashbacks til, at jeg falder

Marie Louise Angelo Frederiksen, Valby

Efter faldet blev hun først fragtet til Slagelse Sygehus, dernæst Odense Universitetshospital, som kunne håndtere de omfattende operationer bedre. Herefter har hun været sengeliggende og i genoptræning på Hvidovre Hospital i snart seks uger.

Håber på, at godset tager ansvar

Marie Louise Frederiksen er ikke vred på Kragerup Gods, men hun håber på, at de vil tage ansvar.

- Jeg går til medierne, fordi jeg håber, at klatreparker som Kragerup Go High, bliver gjort opmærksomme på sikkerheden. Der skal sgu være styr på det hele, siger hun til TV2 ØST.

Lægerne regner med, at hun kommer til at gå igen, men præcist hvor store mén hun får er stadig usikkert.

- Det kan de ikke svare på endnu. Der går et år eller halvandet endnu, siger Marie Louise Frederiksen.

Kragerup Gods ønsker først at kommentere ulykken, når politiet er færdige med deres efterforskning. 

Midt- og Vestsjællands Politi har fået det teknologiske serviceinstitut Force Technology til at undersøge sele og udstyr, som blev brugt under ulykken. Politiet bekræfter overfor TV2 ØST, at rapporten fra instituttet er færdig, men at politiet endnu ikke er klar til at gå ud med en konklusion.