Mand fra Sorø vinder 69 millioner i lottogevinst: - Jeg udbrød: Hold da kæft

Kuponen fra Eurojackpot blev købt i Superbrugsen i Dianalund, som blev pyntet op.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Tag dig dog sammen, mand, og vind en ordentlig gevinst.

Denne spydige kommentar dog sagt i rendyrket munterhed har en mandlig pensionist fra Sorø indtil for nylig måttet lægge øre til fra sin kone.

Nu kan manden imidlertid kalde sig millionær, da han har vundet 69.768.692 kroner på det europæiske lotteri, Eurojackpot.

I et interview med Danske Spil fortæller manden, at han altid har spillet Lotto og Tips, men at han tilbage i december sidste år ville prøve noget nyt og derfor gav Eurojackpot chancen.

- Og det må man jo sige har givet pote, siger han i interviewet.

Nyt sommerhus og ny bil

Manden købte kuponen fredag den 6. februar i SuperBrugsen i Dianalund, men henvendte sig ikke med det samme. Det fik dagen efter brugsen til på Facebook og til flere medier at efterlyse ejeren af vinderkuponen.

- Jeg fik helt kuldegysninger, har brugsuddeler Bjarne Barming fortalt til TV2 ØST, da det gik op for ham, at vinderkuponen var købt i hans butik. 

Han benyttede anledningen til at dekorere butikken med guldballoner og skåle i champagne med sine kollegaer for at markere trækningen af den store gevinst.

Læs også
Uddeler fik kuldegysninger efter gigantisk lottogevinst: - Vi læste om det i avisen
Læs også
Uddeler fik kuldegysninger efter gigantisk lottogevinst: - Vi læste om det i avisen

I interviewet med Danske Spil fortæller manden, at han om lørdagen kom i tanke om, at han havde spillet med ved fredagens trækning, og herfra opdagede, at han havde vundet. Han sagde det til sin kone i køkkenet.

- Jeg udbrød: Hold da kæft, og mine hænder rystede så meget, at jeg næsten ikke kunne holde kuponen stille nok til at kunne vise hende den.

Manden fortæller videre, at parret går med tanker om at bruge pengene på at købe et nyt sommerhus og en ny bil. Også børn og børnebørn kan forvente at få en skilling eller to. Endelig vil manden også donere et beløb til Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen, oplyser han til Danske Spil. 

De fire største gevinster i Danmarkshistorien

1. 315.009.958 kroner, Eurojackpot, 2015, Helsingør.

2. 210.688.619 kroner, Eurojackpot, 2018, Kalundborg.

3. 206.913.776 kroner, Vikinglotto, 2020, Helsingør.

4. 148.183.435 kroner, Eurojackpot, 2017, Hjørring.

Kilde: Danske Spil


Nyhedsoverblik