Mand blev fløjet til Riget med knivstik – politi mørkelægger sag om drabsforsøg

En sag om knivstikkeri i den lille by Nyrup i weekenden bliver nu mørkelagt af politiet. 

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det præcise hændelsesforløb op til et knivstikkeri ved en privat fest i weekenden bliver nu mørkelagt af politiet. 

Ved festen blev en 19-årig mand lørdag aften stukket i brystet med en kniv i den lille by Nyrup ved Dianalund. Den sårede mand måtte efterfølgende flyves med en lægehelikopter til behandling på Rigshospitalets Traumecenter. Her kunne han senere erklæres uden for livsfare. 

Samme aften blev en 23-årig mand fra Dianalund anholdt i sagen. Hvad der præcist skete ved festen ønsker politiet dog ikke at fortælle endnu.

- Grundlovsforhøret i sagen blev afholdt bag lukkede døre, og derfor er det meget sparsomt, hvad vi kan sige om sagen, siger Jens Jedig Christiansen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Når et grundlovsforhør holdes bag lukkede døre, så sker det uden adgang for offentligheden, typisk fordi omtale af detaljerne kan hindre sagens opklaring.  

I fængsel

Den 23-årige mand fra Dianalund blev ved grundlovsforhøret varetægtsfængslet frem til den 4. november i sagen, der behandles som et drabsforsøg.

Sagen skulle angiveligt være opstået, da to gæster uindbudt forsøgte at få adgang til en fest i et hus i Nyrup.  

Ifølge politiets døgnrapport er en mand samtidig efterlyst i sagen, men det ønsker Jens Jedig Christiansen ikke at bekræfte.  

Den 23-årige mand er ikke kun sigtet for drabsforsøg - han er også blevet sigtet for at true en politimand efter sin anholdelse.


Nyhedsoverblik