Lærer dømt for samleje med elev får udleveret personlige oplysninger om pigen – forældre føler sig svigtet

En lærer fra Dianalund, der er dømt for samleje med en elev, har fået udleveret personlige oplysninger om hende i forbindelse med en erstatningssag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sagen, hvor en lærer fra Dianalund er dømt for at have samleje med en dengang 13-årig elev, har taget en ny drejning.

I forbindelse med en erstatningssag, familien har kørt, viser det sig nu, at gerningsmanden har fået personlige oplysninger udleveret om pigen.

Det drejer sig blandt andet om oplysninger om, hvor pigen går til psykolog og referater af samtalerne med psykologen. Men også oplysninger om, hvor pigens nye skole er – det på trods af, at den dømte mand har et politihold mod at opsøge pigen.

- Vi kan slet ikke finde ord for, hvor krænkende det er. Vi bliver hele tiden forfærdede over, hvor dårlig vores retssikkerhed er, siger pigens mor, Charlotte til TV2 ØST.

Nævn udleverer oplysninger

I byretten blev skolelæreren idømt seks års fængsel for voldtægt og for at have truet pigen med, at han eller nogle soldaterkammerater ville slå hende eller hendes familie ihjel, hvis hun fortalte om det.

Under sagen kom det frem, at pigen var så skræmt, at hun ganske enkelt ikke kunne sætte ord på, hvad hun havde været udsat for. Først da en kvindelig lærer bad hende om at skrive, hvad hun havde oplevet, lykkedes det hende at skrive "voldtægt". 

Det vakte opsigt, da Østre Landsret under ankesagen omstødte dommen til to års fængsel for samleje med en mindreårig, fordi man her ikke fandt det godtgjort, at pigen havde været udsat for tvang af skolelæreren, der også er dømt for blufærdighedskrænkelse af syv skolepiger og for vidnetrusler mod pigen.

Flere politikere diskuterede på baggrund af netop denne dom fra Østre Landsret, om straffeloven var tidsvarende og d. 17. maj i år kom justitsminister Nick Hækkerup med regeringens udspil til at ændre straffeloven. Regeringen vil gøre det gældende, at børn under 15 år ikke skal kunne samtykke til sex med en voksen person over 22 år, ligesom straffen for seksuelle overgreb mod børn ifølge regeringen skal skærpes med 50 procent.

Læs også
Idrætslærer frikendt for at voldtage 13-årig skolepige
Læs også
Idrætslærer frikendt for at voldtage 13-årig skolepige

Pigen blev af Landsretten tilkendt en erstatning på 80.000 kroner, som skolelæreren har betalt. I december 2020 fik læreren et tilhold mod at kontakte pigen. 

Endnu et overgreb

Hun går stadig i intensiv traumebehandling, og har det ifølge forældrene Thomas og Charlotte, meget svært. 

- Hun er traumatiseret efter det, hun har været ude for. Hun har det dårligt hver eneste dag, og det er hele familien påvirket af. Vi forsøger at hjælpe og støtte hende så godt, vi kan, og prøver at få hende til at føle sig tryg. Og så sker der sådan noget her, der jo er endnu et - ja, nu bruger jeg ordet overgreb, for det synes jeg, at det er, siger pigens far til TV2 ØST og peger på, at forældrene og pigen selv netop har forsøgt at gå stille med, hvor hun går i skole, fordi hun er bange for, at læreren vil opsøge hende. Oplysninger, læreren nu har fået udleveret fra Civilstyrelsen.

Den unge pige er ikke i stand til at gå i skole regelmæssigt. Derfor har familien søgt erstatning hos Erstatningsnævnet, der har tilkendt pigen 80.000 kroner, fordi hun har været nødt til at tage så mange fraværsdage fra skolen efter sagen. 

Fik 69 dokumenter udleveret

Det er i forbindelse med den afgørelse, at skolelærerens advokat, Henrik Høpner, har søgt om og fået udleveret de personlige oplysninger.

- Erstatningsnævnet har truffet en afgørelse, uden min klient er blevet hørt. Det er derfor, vi gerne vil have at vide, hvad de egentlig vil give 80.000 kroner til, siger Henrik Høpner til TV2 ØST. Advokaten anerkender, at der er konkrete oplysninger, som hvor hun i dag går i skole, han ikke havde behøvet at få. Men han mener, at det er vigtigt, at man, som den der skal betale for erstatningen, får de oplysninger, der skal til for, at man kan danne sig et overblik over, hvorvidt der kan være andre grunde til, at pigen har det dårligt og ikke går i skole regelmæssigt. 

Advokaten har ifølge forældrenes oplysninger fået tilsendt 69 forskellige dokumenter med oplysninger. Herunder også referater af de børnefaglige undersøgelser, pigen og hendes familie har skullet deltaget i på grund af sagens alvorlige karakter. 

- Der har gerningsmanden og hans advokat fået store dele af det udleveret, og det er dybt personlige oplysninger om vores krisereaktioner, om vores sorg og smerte og alle de følelser og tanker, vi har haft i det her forløb, siger pigens mor. Hun frygter, at især pigen fremover vil have svært ved at have tillid til, at det, hun siger til en psykolog i et lukket fortroligt forum, ikke bliver videregivet.

Jyllands Posten har talt med professor i forvaltningsret, Michael Gøtze. Han mener ikke, at Civilstyrelsen burde have udleveret oplysninger om f.eks. psykologsamtaler til skolelæreren og hans advokat.

- Gerningsmanden skal selvfølgelig vide, hvad der ligger til grund for en erstatning, og han skal også vide, hvis ofret har gået til psykolog, men man skal ikke udlevere, hvad ofret har talt med psykologen om. Her får gerningsmanden en dyb indsigt i pigen og familiens forhold. Civilstyrelsen har været for rundhåndet med oplysninger efter min opfattelse,« siger Michael Gøtze, professor i forvaltningsret på Københavns Universitet til Jyllands Posten.

Frygter at ofre vil gemme sig

Hos Dansk Kvindesamfunds Krisecentre er de rystede over, at oplysningerne er blevet givet videre. De frygter, at ofre vil afholde sig fra at anmelde overgreb, fordi de risikerer, at personlige oplysninger sidenhen vil havne i gerningsmandens hænder.

- Det er kendetegnende for alle, der har været udsat for overgreb, at de har en stor skyld- og skamfølelse. Hvis man så samtidigt skal frygte, at intime detaljer fra psykolog og lignende efterfølgende bliver givet videre til gerningsmanden, frygter jeg, at ofre fremadrettet ikke anmelder i sådanne situationer her. Her er det jo faktisk staten, der går ind og laver et overgreb, siger direktør for Dansk Kvindesamfunds Krisecentre, Maria Søndergaard.

Pigens forældre, Charlotte og Thomas, mener ikke, det er forkert, at læreren kan få udleveret oplysninger, når han pålægges at betale en erstatning.

- Man har ret til at få de oplysninger, der er relevante. Det kan være en oversigt over fravær, det kan være en udtalelse fra en psykolog og en lægeerklæring. Faktuelle oplysninger. Men det er jo ikke relevant, hvor hun skal gå i skole fremadrettet, hvor vi arbejder henne, og hvad hun taler med sin psykolog om, siger Thomas til TV2 ØST. 

- Vi troede ikke, vi kunne komme ud for flere svigt. Vi har været svigtet på så mange planer i denne her sag, både i Østre Landsret, af kommunen og skolen. Nu troede vi simpelthen ikke, der kunne være flere svigt, og så sker det her, lyder det fra pigens mor, Charlotte.

Læs også
Lærer blev frifundet for voldtægt - nu kommer regeringen med nyt udspil
Læs også
Lærer blev frifundet for voldtægt - nu kommer regeringen med nyt udspil

TV2 ØST er ikke lykkedes med at få en kommentar fra Civilstyrelsen i dag, og forældrene har ikke fået noget ud af at klage til styrelsen over, at de har givet oplysningerne videre. Forældrene har nu klaget til Datatilsynet og til Folketingets Ombudsmand og politianmeldt sagen.

Pigens forældre optræder ikke med efternavn i artiklen af hensyn til deres børns privatliv.


Nyhedsoverblik