Kragerup Gods dømt for brud på sikkerheden før alvorlig ulykke

I november 2020 faldt en kvinde 16 meter ned fra en forlystelse på Kragerup Gods' klatrebane. Nu er godset dømt for ikke have sikkerheden i orden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Overvågningen af sikkerheden var ikke god nok på Go High Extreme-klatrebanen i trætoppene på Kragerup Gods, da en gæst faldt 16 meter ned. Derfor skal godset betale en bøde på 60.000 kroner, der skal betales som dagbøder.

Det er konklusionen fra Retten i Holbæk, hvor der fredag formiddag faldt dom i sagen om ulykken, der fandt sted den 7. november 2020.

Godset har udvist ansvarspådragende uagtsomhed, sagde dommeren i retten.

- Ulykken viser, der er en sikkerhedsrisiko. Risikoen for at begå fejl er større, når man er nervøs. Overvågningen skulle have sikret, at der ikke kunne ske fejl, sagde dommeren ved domsafsigelsen.

Forsvareren for Kragerup Gods, Jens Iversen, oplyste efter dommen, at godset ikke vil anke afgørelsen.

Læs også
Institut står fast - klatrebane skulle have været overvåget, da kvinde faldt 16 meter ned
Læs også
Institut står fast - klatrebane skulle have været overvåget, da kvinde faldt 16 meter ned

Kvæstet for livet

Det var Marie Louise Angelo Frederiksen, der kom ud for ulykken i november 2020. Hun blev alvorligt kvæstet ved ulykken. 

Hun var sammen med en veninde taget ud for at prøve sig selv af i de populære klatrebaner.

Marie Louise Angelo Frederiksen har siden ulykken kæmpet med sine men.
Marie Louise Angelo Frederiksen har siden ulykken kæmpet med sine men.

Ulykken skete, da hun skulle springe ud i et såkaldt frit fald fra 16 meters højde. Men i stedet for at bremse efter omkring fire meters frit fald, så greb udstyret ikke fast, og hun ramte i stedet jorden.

Anklagemyndigheden vurderede forud for retssagen, at der manglede sikkerhedsmarkeringer på udstyret - og at der burde have været overvågning på ulykkesstedet, hvor gæsterne før springet skulle koble sig fra ét sikkerhedssystem til et andet. 

Helt konkret har Kragerup Gods været tiltalt for brud på straffeloven, politiloven og bekendtgørelsen om offentlige forlystelser, vurderede anklagemyndigheden forud for retssagen.

Ulykken har givet Marie Louise Angelo Frederiksen mén for livet. Hun har tidligere fortalt til TV2 ØST, at hun brækkede bækkenet, knuste højre fod, brækkede tre ribben, knuste brystbenet og brækkede fire lændehvirvler og korsben ved faldet.

Læs også
Første dag i retssagen om klatreulykke - instruktører havde aldrig set manual eller tilsynsbog
Læs også
Første dag i retssagen om klatreulykke - instruktører havde aldrig set manual eller tilsynsbog

Anklager henviste til video fra faldet

En video af selve ulykken er blevet vist i retten - og ved sin endelige procedure hentydede anklager Hans Bohn Sørensen netop til optagelsen.

- Vi har alle sammen set springet. Man skal kunne have tillid til forlystelsesparker. Tillid til, at der er styr på tingene. Kvindens veninde havde tillid til systemet og heppede på veninden. Det sidste, der blev sagt, inden hun sprang var: “Tillid til verden.” Det var den tillid, Kragerup Gods brød ved ikke at have styr på sikkerheden, sagde han i retten, hvor han krævede en bøde, der ville ligne et tilsvarende brud på arbejdsmiljøloven.

Læs også
Efter ulykke på klatrebane: Kvinde får varige mén
Læs også
Efter ulykke på klatrebane: Kvinde får varige mén

- Det kan ikke være rigtigt, man i en forlystelse skal stå med ansvaret for sit eget liv i 16 meters højde, når der ikke er nogen til at holde øje. Der skal være nogen, der sørger for, at vi gør det rigtigt. Ulykken kunne have været undgået, og derfor er Kragerup Gods ansvarlig, sagde Hans Bohn Sørensen.

VIDEO: Se eller gense indslaget fra dengang, Marie Louise Angelo Frederiksen faldt 16 meter ned fra den sorte bane.

Forsvareren Jens Iversen mente dog ikke, at der var grund til at gøre Kragerup Gods ansvarlig for ulykken.

- Man starter med at underskrive en ansvarsfraskrivelse, hvor der står, at man har det fulde ansvar for sin klatreaktivitet. Det er ikke ensbetydende med, at man kan fraskrive sig ethvert ansvar. Men man vælger at gå ind i en aktivitet for at søge personlige grænser. Dét system, der er anvendt, er godkendt i sin helhed som sådan, sagde han i retten.

Læs også
Kvinde opereres - faldt fra 16 meter høj klatrebane
Læs også
Kvinde opereres - faldt fra 16 meter høj klatrebane

- Der er anført, at banen ikke var i forskriftsmæssig stand. Men selve systemet fungerede, som det skulle. Ifølge Teknologisk Institut er det ikke et krav, at der skal markeres med farve. Forurettede var aldrig i tvivl om, hvor hun skulle sikre sig. Derfor mener jeg ikke, det har betydning, sagde forsvareren, der dog erkendte, at mange mener, at der burde have været overvågning af banen. 


Nyhedsoverblik